Brøndby IF lancerer nyt koncept til børnefodbolden med fokus på positive fodboldoplevelser og udvikling

24.04.2026 13:00

Brøndby IF tager et markant skridt i arbejdet med børnefodbolden og lancerer fra sæsonen 2026/2027 et nyt samlet koncept, der både skal skabe endnu flere gode fodboldoplevelser og styrke udviklingen hos de yngste spillere.

Med investeringen i 10 nye AirPitch-baner får klubben mulighed for at afvikle store stævnedage for børn i alderen U5-U8, samtidig med at samarbejdsklubberne bliver en aktiv del af konceptet gennem mindre, lokale stævner.

– Vi har en ambition om at skabe nogle helt unikke fodboldoplevelser for de yngste børn, hvor glæden ved spillet er i centrum. Med AirPitch-banerne kan vi samle rigtig mange børn til stævner med høj kvalitet, meget høj effektiv spilletid og næsten konstant aktivitet, hvor bolden er i spil. Det skaber en helt særlig intensitet og spilleglæde, som både børn, trænere og forældre mærker – og samtidig kan vi tage det med ud til vores samarbejdsklubber, siger Kommerciel Projektleder Nikolaj Magelund.

Konceptet tager afsæt i Brøndby Masterclass Samarbejdets tilgang til børnefodbold og bliver en del af arbejdet med 'Fælles om bedre børnefodbold', hvor oplevelse, fællesskab og udvikling går hånd i hånd.

– Det handler om at give børnene lyst til at spille fodbold så længe som muligt. Hvis de har det sjovt og føler sig som en del af noget, så har vi allerede opnået rigtig meget. Når vi samtidig kan skabe rammer med mange boldberøringer, masser af mål og stor begejstring hos både børn, trænere og forældre, så ved vi, at vi rammer rigtigt. Samtidig er der også et stort potentiale i at samle mange hold og skabe nogle stævnedage, der både er attraktive og bæredygtige, siger Nikolaj Magelund.

Nyt 2v2-koncept skal styrke udviklingen
Som en central del af det nye setup lancerer Brøndby IF samtidig et nyt sportsligt koncept med fokus på 2v2 driblefodbold for de yngste årgange.

Baggrunden er et ønske om at tilpasse spillet endnu bedre til børnenes udvikling – både motorisk og kognitivt.

– I de helt tidlige år er børnene hverken anatomisk eller kognitivt klar til et klassisk pasningsspil. De er ikke udviklet til at orientere sig i vinkler og relationer på samme måde endnu, og derfor skal spillet tage udgangspunkt i deres niveau. Formatet med 2v2 giver markant mere involvering pr. spiller og mindre pres, hvilket skaber bedre læring, siger Sportslig Ansvarlig for Samarbejdsklubber, Lasse Theis.

I 2v2-formatet får den enkelte spiller markant flere boldberøringer og bedre mulighed for at udvikle sine individuelle færdigheder gennem driblinger, afslutninger og 1v1-situationer.

– Det er et driblespil i den alder. Børnene skal have lov til at løbe med bolden, udfordre og afslutte. Det giver flere involveringer, mange flere boldberøringer og flere succesoplevelser, som er afgørende for både motivation og selvtillid hos den enkelte spiller, siger Lasse Theis.

Samtidig tager Brøndby IF aktivt stilling til niveaudebatten i de yngste årgange.

– For U5-U7 arbejder vi ikke med niveauinddeling. Det er ikke relevant for så små børn, og det vigtigste er, at de har det sjovt og udvikler sig. Niveau er noget, der fylder mere senere, men ikke her, siger Lasse Theis.

I praksis betyder det, at:

  • U5-U7 spiller 2v2 i efterårssæsonen
  • U7 overgår til 3v3 i forårssæsonen
  • U8 spiller 3v3 hele året, hvor niveauinddeling kan introduceres i et vist omfang

– Når vi når op i U8, begynder vi at se større forskelle i udvikling, og her kan det give mening at arbejde mere med niveau. Men det skal altid ske med afsæt i udvikling – ikke resultater. Samtidig er det vigtigt, at vi fastholder et format, hvor spillerne får mange boldberøringer, træffer hurtige beslutninger og udvikler deres spilforståelse, siger Lasse Theis.

Stævner med oplevelse, fællesskab og kvalitet
AirPitch-banerne bliver rammen om både store stævnedage i Brøndby IF og mindre events hos samarbejdsklubberne i løbet af sæsonen.

Målet er at skabe et sammenhængende koncept, hvor endnu flere børn får mulighed for at opleve fodbold i trygge, sjove og udviklende rammer.

Fra sæsonen 2026/2027 bliver det nye setup en fast del af Brøndby IF’s arbejde med de yngste årgange – med ambitionen om at sætte nye standarder for børnefodbold i Danmark.