Fodboldidioterne

U15 vandt mesterskabet efter Derby-sejr

06.06.2024 11:24

Tirsdag aften kunne vores U15-drenge fra Masterclass sikre sig mesterskabet i U15 Ligaen, da de vandt med 3-1 over FC København inde på Brøndby Stadion.

Titlen som mestre kom i hus med to spillerunder igen, da drengene med sejren bragte sig op på 61 point, mens OB på andenpladsen nu er syv point efter.

Det startede ellers ud med en første halvleg, som bølgede frem og tilbage, og vi skulle helt frem til anden halvleg, for at finde kampens første scoring.

Her kunne Elias Broberg sikre en blågul føring, da han frit kunne sparke bolden i kassen efter et oplæg af Ekene Chukwuani. 

Kort efter scoringen gik Chukwuani fra assistmager til målscorer, da han fordoblede føringen til 2-0 efter 50 minutters spil. 

FCK-reducering gav spænding på ny
Med et kvarter igen reducerede gæsterne fra FC København til 1-2, og så var der bragt en smule spænding ind i opgøret igen.

Men spændingen varede kort, for blot få minutter efter kunne Elias Broberg scorer sit andet mål i kampen til slutresultatet, som endte med en sejr 3-1.

Efterfølgende kunne U15-drengene lade sig hylde foran de fremmødte tilskuere inde på Brøndby Stadion som vindere af U15 Ligaen efter en imponerende sæson, hvor Anders Stisens tropper scorede hele 92 mål fordelt over 24 kampe. 

Foto: Fodboldidioterne