U17 og U15 med dobbeltsejre over Esbjerg
31.10.2023 12:10
Lørdag vandt vores U19-hold fra Masterclass 2-1 over Esbjerg, og samme dag skulle både vores U17- og U15-hold forsøge at gøre kunsten efter, da de hver især ligeledes tog imod Esbjergs ditto på Brøndby Stadion. Det formåede begge hold, da vores U17-talenter vandt 3-2, mens U15 vandt 2-0
Hattrick-helt sikrer tre point til U17
Vores U17-mandskab skulle forsøge at ride videre på bølgen af sejre, efter at de i forrige weekend slog SønderjyskE, hvorefter de i midtugen spillede sig videre i pokalturneringen med en sejr over Roskilde BK. Lørdag gjaldt det så U17 Drengeligaens 11.-plads fra Esbjerg hjemme på Brøndby Stadion.
Det lykkedes de blågule U17-talenter at hive de tre point til Vestegnen, da de vandt kampen 3-2. Sejren sender holdet op på 7.-pladsen med 13 point. De har 13 point op til førstepladsen, som dog har spillet to kampe mere.
Allerede efter fem minutters spil bragte Jacob Ambæk Masterclass-holdet foran, men kort efter formåede gæsterne dog at bringe balance i regnskabet. Det stoppede ikke Jacob Ambæk, som ti minutter før pausen var på pletten igen, da han scorede til 2-1.
Kort inde i anden halvleg fuldendte Ambæk sit hattrick med sin scoring til 3-1, og det så længe ud til, at det også skulle blive slutresultatet. I overtiden formåede Esbjerg dog at pynte på resultatet med en reducering til 3-2, hvilket også blev kampens slutresultat.
Cheftræner Viktor Kynde fortæller om kampen:
- Jeg synes, vi i første halvleg bøvlede med Esbjergs høje mand-mand-pres, så vores spil kom ikke til at flyde. Vi prøvede at spille en lille smule længere, end vi har gjort hidtil og prøvede at ramme bagrummet for at forsøge at få Esbjerg til at trække sig en lille smule. Så første halvleg blev rodet og lidt urytmisk og ikke særligt køn.
- Men vi synes egentlig, vi havde succes med det. Og jeg synes egentlig, at vi over tid fik skabt den plads, vi skulle bruge. Og så måske lidt sent begyndte vi at spille, som vi gerne ville.
- Men da vi gjorde det især i anden halvleg, synes jeg egentlig, at vi var rimelig ovenpå. Så anden halvleg var vores, og jeg synes ikke, det var en 3-2-kamp. Data fortæller også, at det var mere en 4-1-kamp.
- Så scorede de til sidst et mål fra midten. Og det var, hvad der sker. Ellers så var vi egentlig i fin kontrol.
"Han scorer hver gang, han spiller"
Med sit hattrick bragte Jacob Ambæk sig på 12 scoringer i syv kampe og er suverænt den mest scorende på vores U17-hold. Hans måltotal imponerer Viktor Kynde, som også tilskriver resten af holdet en del af den flotte bedrift.
- Det er jo bare sådan det er lige nu. Han scorer hver gang, han spiller, og han er egentlig i en god stime med det. Han scorer, fordi han bliver sat flot op for det meste, og så scorer han også en gang imellem bare på noget individuelt. Men for det meste er det jo, fordi han er dygtig til at komme derhen, hvor målene skal scores. Og holdet er dygtige til at sætte ham i de situationer, hvor han kan få lov til at score mål.
- Og så er der bare sådan en fornemmelse af lige nu, at han putter dem ind. Og den bølge rider vi jo bare på. Og det gør han også. Det er dejligt.
Brøndby IF - EFB 3-2
1-0 Jacob Brøchner Ambæk
1-1
2-1 Jacob Brøchner Ambæk
3-1 Jacob Brøchner Ambæk
3-2
Holdopstilling
William Emil Krarup Sonne-Schmidt
Raphael Canut Pedersen
Sander Larsen
Danial Riaz
Jacob Remark Wissmann
Jacob Brøchner Ambæk
Mathias Werther Andersen
Oliver Sejer Lauritsen
Viggo Poulsen
Casper Johan Hjorth Svart
Markus Petersen
Bænken
Pelle Hoekstra
Elias Genssler Broberg
Elo Sandersen
Alexander Bejer-Andersen
Tahir Cevher
Rasmus Lynder
Vores U17-hold spiller allerede igen tirsdag klokken 14, når de gæster AGF i Aarhus.
U15 fortsætter gode takter med ny sejr
U15 var som nævnt også i aktion lørdag, da de ligeledes tog imod Esbjerg hjemme på Brøndby Stadion. Her skulle de forsøge at forlænge stimen af sejre, efter de blågule talenter havde vundet alle deres seneste fire kampe.
Og fire sejre i streg blev til fem, da holdet slog Esbjerg 2-0. Sejren bringer U15-mandskabet op på 3.-pladsen med 18 point. De har tre point op til førerholdet Randers Freja FC, som dog har spillet tre kampe mere.
Allerede efter 16 minutters spil fik holdet fra Masterclass tildelt et straffespark, som Ekene Chukwuani eksekverede på, og bragte dermed Brøndby foran 1-0. I de sidste minutter af første halvleg udbyggede Jonas Gretlund føringen med sin scoring til 2-0.
Gæsterne fra Esbjerg formåede ikke at spille sig tilbage i løbet af anden halvleg, og dermed kunne Brøndby-talenterne gå fra banen med sejren i behold. Dermed blev det også afslutningen på en sejrrig dag for Masterclass-holdene med tre sejre ud af tre mulige mod Esbjerg.
Brøndby IF - EFB 2-0
1-0 Ekene Chukwuani
2-0 Jonas Gretlund
Holdopstilling
Willads Emil Tuxen
Mohamad Aliko
Jonas Gretlund
Asker Bork Andersen
Malthe Mortensen
Nicolai Solheim Lintrup
Mathias Schou
Elias Hansen
Christian Nielsen
Gustav Ruby-Johansen
Ekene Chukwuani
Bænken
Valder Thomas Bliddal Hansen
August Varming Halstrøm
Willum Storm
Næste opgave for vores U15-hold er lørdag den 11. november klokken 13, når de tager imod FC Midtjylland hjemme på Brøndby Stadion.