Masterclass-overblik: U19 fik to point efter straffespark

09.10.2023 13:36

Vores U19-hold fra Masterclass var lørdag i aktion, da de gæstede AGF i U19-ligaen, hvor de blågule talenter skulle forsøge at fastholde deres status som ubesejrede i denne sæson. 

Det formåede de, da de kunne drage hjem fra Aarhus med to point i bagagen efter et hårdt kæmpet opgør, som blev vundet efter straffesparkskonkurrence. De to point betyder, at vi fastholder vores tredjeplads i ligaen med ni point op til førstepladsen - dog med fire kampe i hånden.

Det skulle dog vise sig ikke at være lige til, for allerede i det 17. minut blev Phillip Søndegaard udvist efter sit andet gule kort i kampen, og dermed måtte vi spille med ti mand i den resterende del af tiden.

Kort før pausen gik det fra ondt til værre, da AGF bragte sig i front, og vi gik dermed til pause bagud 1-0. 

Bedre gik det i anden halvleg, da først Noah Nartey udlignede til 1-1 i det 61. minut, og siden fik indskiftede Jonathan Agyekum bragt os i front med knapt 20 minutter igen.

Desværre fik hjemmeholdet udlignet lige inden slutfløjt, og derfor skulle kampen afgøres på straffespark. Her trak de blågule talenter det længste strå, og dermed kunne vi tage fra Aarhus med to point i bagagen. 

- Vi viste Brøndby fra en rigtig god side

Cheftræner Menno van Dam fortæller om kampen:

- Vi kender AGF; gode modstandere, et godt fodboldhold. De spiller et lidt andet system, end andre hold gør, men jeg synes, vi var godt forberedt og havde en god start på kampen. Jeg synes, vi kontrollerede kampen og havde nogle gode angreb i kampens indledning, hvor vi fik en lille chance og senere et skud på mål.

- Men så i det 17. minut er der en situation, hvor vi ikke får lagt vores gode pres på midtbanen, og de får spillet sig igennem midten. Og så disker Phillip Søndergaard op med en rigtigt god defensiv aktion, men der var en smule kontakt med modstanderen, og så vælger dommeren at give Phillip rødt kort.

- Så kom vi ned på 10 mand, og vi valgte derfor at skifte Escobar ud med vores defensive midtbanespiller Tobias Landström, og derefter kontrollerede vi kampen og var stadig ‘chefen på bolden’.

- Vi var farlige på kontraangrebene og får nogle chancer, men i det 43. minut spiller de sig frem til et hjørnespark. Vores målmand får bokset bolden væk, men de kommer over nedfaldsbolden, og for en gangs skyld får vi ikke blokeret deres skud, og det leder direkte til et mål. 

- Så det tydede på, at der var en forbandelse over os i første halvleg.

- Men jeg er så stolt over alles præstation i anden halvleg. Folkene derovre snakkede om vores hold, hvordan vi spillede. Jeg tror, at alle fra Brøndby, som var med derovre, vil være stolte. Vi viste Brøndby fra en rigtig god side med brillant fodbold på bolden og gode kontraangreb, gode momenter i presset og fuldt tilbageløb. Vi kæmpede for hver en meter. Vi havde mange store chancer og selvfølgelig scorede Noah Nartey og Jonathan Agyekum. 

- Til sidst var vi nødsaget til at lave nogle ændringer. Og en enkelt gang var afstemningen ikke på plads, og derfor scorede de på et indlæg.

- Men jeg er glad, og vi fortjente også sejren i straffesparkskonkurrencen.

- Jeg er rigtigt glad over de fremskridt, vi tager, og det sted, vi er lige nu. Og nu ser vi frem til vores kamp mod SønderjyskE om to uger, siger Menno van Dam, som til sidst også nævner sin stolthed over, at hele syv spillere fra Masterclass’ U19- og U17-hold er udtaget til den forestående landsholdspause.

AGF - Brøndby IF 2-2 (str. 3-4)
1-0 
1-1 Noah Nartey
1-2 Jonathan Agyekum
2-2 

Holdopstilling
Noah Emil Sømmergaard
Philip Søndergaard
Ludwig Vraa
Noah Nartey
Mathias Jensen
Adam Claridge
Malek Bakhit
Benjamin Kold
Waldemar Bjergfelt
Bertram Kvist
André Escobar

Bænken
Matteo Grosso
Jonathan Agyekum
Clement Bischoff
Oliver Sejer Lauritsen
Mamadou Wurie Jalloh
Tobias Landström