U19 vandt topkamp over FCM efter overtidsmål
13.11.2023 12:13
Vores U19-hold fra Masterclass var i aktion i lørdags, da de blågule talenter tog imod ligaens førerhold fra FC Midtjylland på Bane 2.
Det lykkedes de med til fulde, da de efter en overtidsscoring vandt 4-3, trods de var nede med 0-2 undervejs i opgøret.
Dermed nærmer U19-holdet sig toppen af ligaen. De tre point sender Brøndby op på siden af OB på andenpladsen med begge 24 point. Der er tre point op til førstepladsen fra FC Midtjylland, som dog har spillet tre kamp mere.
Det startede dog ellers skidt for Masterclass-mandskabet, da gæsterne efter godt en halv times spil havde bragt sig foran 2-0. De blågule spillere svarede dog hurtigt igen, da Noah Nartey kort inden pausen reducerede til 1-2.
Nogle minutter inde i anden halvleg kunne Jonathan Agyekum bringe balance i regnskabet med stillingen 2-2, men der gik ikke mange minutter, inden det tippede til gæsternes fordel igen, da Noah Sømmergaard blev noteret for et selvmål.
I det 65. minut var Benjamin Kold dog på pletten for Masterclass-holdet og scorede til 3-3. Det var ikke nok for Brøndby-talenterne, som jagtede et sejrsmål. Vi skulle dybt ind i overtiden, da Noah Nartey driblede sig ind i feltet og scorede til 4-3 til stor jubel for Brøndby-spillerne og alle de fremmødte på Bane 2.
Gæsterne nåede ikke at svare igen, og 4-3 blev dermed også resultatet i lørdagens topkamp.
“Rigtigt gode hold taber ikke to gange i træk”
Cheftræner Menno van Dam fortæller om kampen:
- Det er selvfølgelig ligaens førerhold, og man kunne se, at det var et stærkt hold. Vi vidste dog også, at de havde spillet Youth League i midtugen, og vores styrker er vores intensitet, så det var et af parametrene, hvor vi tænkte at vi kunne slå dem.
- Vi startede rigtigt godt og scorede et mål allerede efter tre minutter, men den var på kanten af offside, hvilket den også blev dømt som. Men efter det kunne vi se, at de var svære at spille imod. Det kan man også se i tabellen. De har i 13 kampe scoret 43 gange og har indkasseret 27. De lader altid tre hurtige spillere blive oppe, så i kontraangrebene er de virkeligt farlige. Vi er også farlige på omstillinger, så i begyndelsen af kampe var det kontraangreb mod kontraangreb.
- Det var også efter en omstilling, at de scorede til 1-0. Efterfølgende lavede vi for meget plads mellem kæderne, og derfor scorede de så til 2-0. Men det, at vi gjorde banen stor med vores kæder var egentligt også til vores fordel, for da vi senere fik en kontra kunne Noah Nartey gøre det til 2-1 lige inden pausen, og dermed også give os energi til anden halvleg.
Pausesnak blev afgørende
- Vi snakkede i pausen om, at vi skulle skabe mere fart, når vi var i boldbesiddelse. Altså holde farten i bolden med hurtigt spil, færre berøringer og forsøge at finde rummene bag deres bagkæde. Det gjorde drengene rigtigt godt i begyndelsen af anden halvleg, og på den måde scorede vi også det udlignende mål til 2-2.
- Helt ud af det blå scorede de så et dumt mål, og derefter var det spændende at se, hvordan drengene reagerede. Men det fortsatte bare med at spille, og undervejs lavede vi et rigtigt smukt opspil, som endte ud i vores scoring til 3-3.
- Og til sidst viste Noah Nartey så sine fremragende driblefærdigheder efter noget sammenspil med Bertram Kvist, og Noah scorede et fantastisk sejrsmål til 4-3. Det var en fantastisk følelse.
- I de her kampe mod for eksempel FCK og FCM bør det ikke være nødvendigt at skulle score fire mål for at vinde, men det var det så i lørdags, og det siger meget om holdets familiefølelse og fællesskab i øjeblikket.
- Det var en vigtig sejr især efter nederlaget til FCK i forrige weekend. Jeg sagde også til drengene, at rigtigt gode hold taber ikke to kampe i træk. Og det gjorde vi ikke, fordi det er så god en gruppe af drenge, vi har, slutter Menno van Dam.
Brøndby IF - FCM 4-3
0-1
0-2
1-2 Noah Nartey
2-2 Jonathan Agyekum
2-3
3-3 Benjamin Kold
4-3 Noah Nartey
Holdopstilling
Noah Emil Sømmergaard
Philip Søndergaard
Ludwig Vraa
Lukas Lind Wessel Larsen
Noah Nartey
Mathias Jensen
Jonathan Nanaosei Agyekum
Adam Claridge
Malek Bakhit
Waldemar Bjergfelt
Bertram Kvist
Bænken
Matteo Grosso
Noah Jakobsen
Mamadou Wurie Jalloh
Benjamin Kold
Magnus Søndergaard
U19-holdet fra Masterclass skal først i aktion igen efter landsholdspausen, når de den 25. november gæster Randers Freja FC.