
U17 har høje forventninger til Derby trods nederlag
02.11.2023 14:16
Vores U17-hold fra Masterclass var i aktion tirsdag eftermiddag, da de gæstede AGF på Fredensvang i Aarhus. De blågule talenter kom til kampen med tre sejre i streg i bagagen og skulle dermed forsøge at fortsætte de gode takter.
Det skulle vise sig at blive en udfordring, og Brøndby-mandskabet måtte desværre også gå fra banen efter et 0-3-nederlag. Nederlaget bevirker, at U17-holdet indtager ligaens 7.-plads med 13 point. De har 13 point op til førstepladsen, som dog har spillet en kamp mere.
De blågule spillere fik en skidt start på kampen, da hjemmeholdet bragte sig foran efter 14 minutters spil. Efterfølgende jagtede Brøndby en udligning, men det blev ikke lettere, da vi med ti minutter tilbage af første halvleg fik tildelt et rødt kort. Ydermere scorede AGF til 2-0 på det efterfølgende frispark.
Trods en stærk indsats og hårdt arbejde fra anden halvlegs første fløjt fik hjemmeholdet scoret til 3-0 i det 67. minut, hvilket mere eller mindre lukkede kampen.
"Der var meget mere at hente i den her kamp"
Cheftræner Viktor Kynde fortæller om kampen:
- Det var en bitter omgang. Vi starter kampen skidt, og AGF overrasker os. De spiller bolden hen til steder, hvor vi egentligt gerne ville have dem til at spille den hen, men så var de så dygtige, at vi ikke fik fat i den, som vi ellers havde håbet på. De får så scoret et mål efter noget rod, hvor en returbold havner hos dem, og dét er så, hvad det er.
- Efterfølgende ændrer vi med stor succes, og drengene får virkeligt justeret godt. Og så har vi en periode, hvor vi er meget dominerende, og hvor vi har fået fat i kampen. Vi har nogle store chancer, og vi tænker, at nu er det bare et spørgsmål om, hvornår vi får prikket bolden ind.
- Så får vi direkte rødt kort, og de scorer så på det efterfølgende frispark. Og det er jo en stor spand koldt vand i hovedet, for hvis vi bare havde fået rødt kort, så tror jeg også på, at opgaven var til at løse. Men det er klart, at når de samtidig scorer på frisparket, så er vi lige pludselig to mål nede og en mand i undertal.
- Så resten af første halvleg var en periode, hvor vi lige måtte træde vande, så vi kunne få en ny midtstopper ind.
- I pausen talte vi om, at det ikke måtte blive roligt for AGF. Vi ville ikke lægge os ned, men derimod give det et skud. Og det gjorde drengene. Vi kommer ud med lyn og torden, og vi skaber enormt mange situationer, hvor vi kan blive farlige, men hvor vi lige akkurat ikke får det sidste med. Havde vi scoret et mål der, havde det kunnet blive rigtig sjovt.
- Så får AGF scoret, og det dræber kampen. 3-0 nede og en mand i undertal samt trætte spillere efter et hårdt kampprogram, så ved alle godt, at det er slut. Så det var bittert, for jeg synes, der var meget mere at hente i den kamp.
AGF - BIF 0-3
1-0
2-0
3-0
Holdopstilling
Magnus Søndergaard
Oliver Sejer Lauritsen
Sander Larsen
Danial Riaz
Jakob Remark Wissmann
Ali Al-Najar
Jacob Brøchner Ambæk
Mathias Werther Andersen
Mamadou Wurie Jalloh
Magnus Karup Buades
Rasmus Lynder
Bænken
William Emil Krarup Sonne-Schmidt
Gustav Ruby-Johansen
Ekene Chukwuani
Viggo Poulsen
Casper Johan Hjorth Svart
Markus Petersen
Sæsonens første Derby står for døren
På lørdag klokken 12 skal vores U17-hold i aktion igen, når deres første Derby i sæsonen bliver fløjtet i gang på FCK’s træningsanlæg. Et opgør, som Viktor Kynde ser meget frem til.
- Jeg forventer en mega fed U17-kamp på et meget højt niveau. Det er to rigtig dygtige hold. Det er jo det, der er så fedt, når vi spiller de her kampe. Der er så mange topspillere på banen, at det kun kan blive godt. Jeg kan ikke se andet, end at det kan blive en fed kamp.
- Det bliver helt sikkert intenst, og med et ekstremt højt tempo. Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for, at FCK ikke får lov til at tage det ned i tempo.
Masterclass-holdet træder altså ind til kampen med et nederlag til AGF i bagagen, men det kommer ifølge Viktor Kynde slet ikke til at have nogen indvirkning på de blågule talenter.
- Når vi møder ind, er der virkeligt godt humør, og jeg tror, at alle inklusiv drengene og staben udmærket godt ved, at vi egentlig er inde i en god periode i forhold til gode træninger og masser af fine præstationer.
- Drengene træner godt og gør sig umage, og de ved udmærket godt, at de er dygtige. Jeg ved ikke engang, om vi har en følelse af, at vi skal rejse os (fra kampen mod AGF, red.). Jeg tror mere bare, at vi er mega klar og glæder os, og drengen glæder sig. Det er jo fedt at få lov til at spille de her kampe.
"Der er lige 10 procent oveni, når det er FCK"
Cheftræneren har da også taktikken helt klar op til kampen.
- Uden bolden er vi rigtig, rigtig gode, når vi bringer den høje intensitet i presset, og når vi er modige i vores pres. Vi er rigtig gode, når vi er skarpe i vores genpres, og der har vi nogle principper. Når vi løser dem, så er det rigtig svært at spille mod os. Det er vores identitet. Det skal være tydeligt, at genpres og førstepresset skal være voldsomt for FCK
- Når vi har bolden, handler det meget for os om at finde nogle rum på banen, som vi rigtig gerne vil ramme. Det er mere en opgaveløsning for drengene at ramme de rum. Ikke en specifik taktik til, hvordan de skal ramme rummene. De er så kreative og så dygtige, at det kan de godt.
FCK går ind til kampen på en 6.-plads i U17 Drengeligaen, mens vi som nævnt indtager den efterfølgende plads. Hjemmeholdet har dog spillet to kampe mere, og med en sejr vil vi allerede nu overhale dem i tabellen. En sejr vil selvsagt også vække glæde hos U17-cheftræneren.
- Det er klart, at vi altid gerne vil vinde. Når vi går på banen, så prøver vi altid at vinde kampene. Og det er klart, at der lige er 10 procent oveni, når det er FCK, vi møder. Det tror jeg især gælder hos spillerne. Det er da mega sjovt.
- Så selvfølgelig vil vi være glade, hvis vi vinder. Men udviklingsopgaven er at kigge på, hvordan de præsterer. Og så kan vi glæde os over, at vi forhåbentligt har vundet. Det er klart, at det er en af de kampe, der er sjovest at vinde.