Menno inden Derby: Vi skal signalere, at det er et helvede at spille mod os

03.11.2023 08:13

På fredag klokken 13 skal vores U19-hold fra Masterclass i aktion, når sæsonens første Derby bliver fløjtet i gang på FCK’s træningsanlæg. Der er lagt op til et brag af et opgør, da begge hold er at finde i toppen af U19 Drengeligaen. Cheftræner for U19-holdet, Menno van Dam, ser da også frem til fredagens storkamp. 

- Jeg synes, det er en skam, at vi kun spiller to gange mod hinanden, hvor de i Superligaen ofte spiller fire kampe mod hinanden. I de her kampe er det topspillere mod topspillere. Hvis du ser, hvilke spillere FCK kan spille med, så er det topniveau. Så du skal være fokuseret, du skal være koncentreret, og du skal toppræstere. 

- For hvis de laver en fejl, så vil vi knuse dem, og omvendt hvis vi laver en fejl, vil de prøve at knuse os. De har helt klart kvaliteten til at udnytte sådanne chancer. Så det her vil være en kamp, hvor vi kommer til at se de bedste spillere. 

- Og jeg synes, at sådan nogle kampe er virkeligt vigtige i forberedelsen til at gøre dem til førsteholdsspillere. 

Derbyfølelser forbundet med opgøret
Trods kampens størrelse har forberedelserne op til opgøret ikke været særligt anderledes, end de sædvanligvis er til en hvilken som helst anden kamp. Et enkelt element har staben dog haft et øget fokus på at forberede de blågule talenter på.

- Det eneste er, at nogle af spillerne er unge Brøndby-mænd og er derfor vokset op med det her specielle forhold til modstanderen. Så vi har forsøgt at hjælpe dem med at holde følelserne ude, og i stedet fokusere på kampens mulige scenarier.

- Det vil være den bedste følelse, hvis vi vinder kampen via Brøndby-stilen, så vi skal fokusere på det i stedet, og det er det vi også har fokus på op til kampen.

- Men truppen er i godt humør, der er en god atmosfære på holdet. Jeg synes, at de har trænet virkelig, virkelig godt. Intensiteten til træningerne er bare steget yderligere, så jeg synes, at vi kan være virkelig glade, siger Menno van Dam.

"Vi skal ud på banen og signalere, at det er et helvede at spille mod os"

- Menno van Dam

Masterclass-holdet har endnu ikke tabt en eneste kamp i sæsonen, og den stime skal de selvsagt forsøge at forlænge på fredag. Og cheftræneren har da også taktikken helt klar for, hvordan det skal gøres. 

- Vi vil spille kampen med Brøndby-stilen: Aggressivt, højt pres, være hurtige i kontraangrebene, men også gode på bolden, bringe den langt frem på banen og lave hurtige kombinationer.

- Måske vil der være mindre justeringer til denne kamp, men hvis nogen ser kampen, og kigger på vores spil og tænker “Det er Brøndby-stilen!”, så vil det være det største kompliment. Så det vil vi forsøge at vinde på.

- Vi skal score og lukke kampene. Og i særdeleshed mod FCK. Vi må ikke give dem lov til at få pusten. Hvis vi scorer til 1-0, skal vi sekundet efter gå efter at gøre det til 2-0. Give dem følelsen af “hold op, hvor er det her Brøndbyhold en god modstander”. Vi skal ud på banen og signalere, at det er et helvede at spille mod os.

Mere end tre point
Som det sædvanligvis forholder sig i Derby-kampene, så vil en sejr i fredagens kamp ifølge Menno van Dam ikke blot betyde tre point i tabellen. 

- Det vil give en øget familiefølelse på banen, fortæller Menno van Dam, som efterfølgende henviser til sidste sæson, hvor det daværende U17-Masterclasshold med van Dam ved roret vandt begge opgør mod FCK.

- Jeg tænker stadig, at FCK i begge kampe havde bedre individuelle kvaliteter, men vi slog dem ved at spille som en Brøndby-familie på banen. På hjemmebane i sidste sæson kom vi bagud 0-1, men vandt kampen 5-1. På udebane kom vi også bagud 0-1, men scorede to gange på fem minutter. Så når man oplever det her, så mærker man, at man har noget at stå imod med, siger Menno van Dam, som i sidste sæson endte med at føre Brøndbys U17-hold til mesterskabet. 

Og som han til slut indskyder, så “ser jeg måske ikke så meget på det som om, at vi vandt to gange over dem, men rettere at de tabte to gange til mestrene".

U19-holdets Derby-opgør fløjtes i gang i dag klokken 13 på FCK's anlæg. Inden opgøret indtager vi en andenplads i U19 Drengeligaen med seks point op til førstepladsen, som dog har spillet tre kampe mere. FCK ligger inden kampen på 4.-pladsen med fire point færre end U19-holdet fra Masterclass.