
Menno van Dam bliver ny U19-træner
19.06.2023 09:00
Vores U17-hold nærmer sig sæsonafslutningen med en pokalfinale tirsdag og har netop afsluttet ligaen, hvor det blev til guld og dermed et dansk mesterskab.
Og netop U17-holdets cheftræner, Menno van Dam, skal efter en fortjent sommerferie skifte rolle, da han bliver Brøndby IF’s nye U19-træner.
Han erstatter dermed den nuværende U19-træner Christian Sørensen, som stopper i Brøndby IF.
Head of Talent i Brøndby Masterclass, Christian Larsen, fortæller om skiftet for Menno van Dam og afskeden med Christian Sørensen:
- Vi har været rigtig glade for tiden med Christian Sørensen, som har leveret en rigtig stor indsats og bidrag på U19-holdet og til akademiets udvikling. Samtidig har vi alle set det flotte arbejde Menno har leveret på U17-holdet og hans positive drive i dagligdagen, så det giver rigtig god mening, at Menno nu får muligheden for at prøve kræfter med U19-holdet, da Christian Sørensen stopper i Brøndby IF over sommeren og starter i ny klub til den kommende sæson.
Selv siger Menno van Dam om at overtage tøjlerne på U19-holdet:
- Det har været en stor første sæson i Brøndby IF, og jeg har været stolt over at stå i spidsen for U17-holdet. Det er nogle fantastiske drenge og et flot dansk mesterskab. Det glæder mig, at klubben nu giver mig muligheden for at træne U19-holdet og sammen med resten af trænerteamet og staben i Masterclass skal vi udvikle spillerne til at konkurrere om pladserne i Superliga-truppen i årene, der kommer. Det er en kæmpe ære for mig, og jeg vil gerne takke klubben for tilliden.
Der er i den forbindelse fundet en ny cheftræner til U17-holdet, og her fortæller Christian Larsen:
- Samtidig tiltræder Viktor Kynde stillingen som ny U17-cheftræner. Viktor har i denne sæson været assistenttræner på det succesfulde U17-hold og har et rigtig godt kendskab til spillerne og staben omkring holdet.
U17 og U19 møder ind til træning 17. juli.