BK Frem er ny samarbejdsklub i Brøndby IF

13.06.2023 12:00

Brøndby Masterclass Samarbejdet kan i dag byde velkommen til BK Frem som ny samarbejdsklub.

BK Frem har en lang og flot historik, og er en af de ældste fodboldklubber i Danmark med stiftelse helt tilbage fra den 17. juli 1886.

Klubben har med deres lange historie bidraget til dansk fodbold igennem tiderne og de seneste år haft endnu større fokus på deres børne- og ungdomsafdeling. Dette ses bl.a. med deres nylige tildeling af én stjerne i DBU’s Licenssystem.

En begejstret Sportslig Ansvarlig for samarbejdsklubberne i Brøndby IF, Christian Sørensen, fortæller:

- Vi byder BK Frem et stort velkommen til Brøndby Masterclass Samarbejdet, og vi glæder os over, at BK Frem har kigget i vores retning og vil være en del af fællesskabet i Brøndby IF.

- BK Frem har i de seneste år haft en flot udvikling i børne- og ungdomsafdelingen med stor fokus på strategien, organisationen og spilleruddannelsen, som blev forløst med tildelingen af en stjerne i DBU Licenssystemet i 2021. Vi ser meget frem til, i fællesskab med BK Frem, at forsætte udviklingen og være fælles om endnu bedre børnefodbold i BK Frem.

Talentchef i BK Frem, Casper Lawaetz, ser ligeledes frem til et godt samarbejde:

- Vi ser meget frem til at videreudvikle vores børne- og ungdomsafdelingen med Brøndby IF og tilbyde vores trænere inspiration, vidensdeling og træneruddannelse igennem Brøndby Masterclass Samarbejdet.

- På licensniveau ser vi også frem til have sparring og vidensdeling med Brøndby IF, som bidrager yderligere til rejsen, vi er på, med vores Academy i BK Frem.

Til det nye samarbejde runder Christian Sørensen af:

- Vi tror på at skabe et fundament, som både gavner den enkelte samarbejdsklub samt Brøndby IF. BK Frem er som bekendt en stolt traditionsklub, og vi ser et rigtig godt match i at kunne hjælpe hinanden i et langt og godt samarbejde. Som vi siger i Brøndby Masterclass Samarbejdet, så er vi sammen med klubberne, fælles om bedre børnefodbold.