Schwartau og Kvist på wall of talent
06.09.2022 05:28
I denne sæson har to tidligere Brøndby Masterclass-talenter fået debut for Niels Frederiksens tropper i 3F Superligaen, og derfor skal der traditionen tro nye ansigter på wall of talent i Masterclass.
I sæsonens første kamp mod AGF fik 16-årige Oscar Schwartau ikke bare debut for Superliga-mandskabet. Han startede også inde i kampen, der blev spillet på Brøndby Stadion.
Sidenhen er det blevet til seks optrædender i 3F Superligaen for Schwartau, der kronede en række gode indsatser med en scoring mod OB. En scoring, der gjorde Schwartau til den yngste målscorer i Superligaen for os nogensinde - og den næstyngste i Superligaens historie.
Debut blev det også til Bertram Kvist i sæsonens anden kamp i 3F Superligaen. Her var FC Nordsjælland på besøg, hvor Bertram Kvist kom på banen med ti minutter tilbage af opgøret, der endte med en sejr til gæsterne fra Nordsjælland på 1-3.
Wall of talent er den åbenlyse hyldest til spillere, der tager springet fra talent til Superliga-spiller. Fotovæggen fungerer samtidig som inspiration for alle talenter tilknyttet Brøndby Masterclass, der drømmer om en dag at blive Superliga-spiller for Brøndby IF.