AB Tårnby er ny samarbejdsklub i Brøndby IF
08.09.2022 13:00
Brøndby Masterclass Samarbejdet kan byde velkommen til AB Tårnby som ny samarbejdsklub.
AB Tårnby blev stiftet 1. januar 2009, som en fusion af Tårnby Boldklub og Amager Boldklub, og har de seneste år haft en flot udvikling i klubbens børneafdeling med en høj vækst i antallet af børnespillere samt en masse engagererede trænere og ledere, som nu i fællesskab med Brøndby Masterclass Samarbejdet skal tage et yderligere udviklingsskridt.
- Vi byder AB Tårnby stort velkommen, og vi glæder os over, at AB Tårnby har set i vores retning og vil være en del af fællesskabet i Brøndby Masterclass Samarbejdet. AB Tårnby ønsker virkelig at videreudvikle hele klubben. Vi kan igennem vores kompetencer hjælpe med klubudvikling, trænerudvikling og spillerudvikling med stor fokus på klubbens børneafdeling. Brøndby Masterclass Samarbejdet ønsker at påtage sig et stort ansvar for børnefodbolden i vores samarbejdsklubber, hvor Brøndby IF de seneste par år har afsat flere ressourcer til netop dette, udtaler Christian Sørensen, som er sportslig ansvarlig for samarbejdsklubberne.
- AB Tårnby har de senere år selv afsat flere ressourcer til børneafdelingen, hvor fokus har været på at skabe endnu bedre rammer og at løfte børnemiljøet. Klubben har en god og lang tradition for at være stedet på Amager, hvor ambition, glæde og tryghed smelter sammen, og hvor børn, som vil træne fodbold, kan udvikle sig bedst muligt. Nogle vil gerne have fart på, og andre tager det mere roligt, men for begge sider gælder det om at modtage en god og optimal børnetræning i sunde & trygge rammer med de bedste fodboldtrænere. Så valget var meget klart. Brøndby Masterclass har samme tradition og samme tanker, de er blot en større organisation og vil gerne hjælpe os med flere uddannede trænere og et træningsmiljø, som vi også ønsker for vores børnefodboldspillere, udtaler Mical Ambæk, som er formand i AB Tårnby.
- At vi får mulighed for i fællesskab med AB Tårnby at videreudvikle klubben til gavn for trænere og spillere, er en mulighed, som vi ser meget frem til. Brøndby Masterclass Samarbejdet kan igennem vores tilbud ramme AB Tårnby på deres behov, men også hjælpe med at se, hvor vi kan løfte klubben, som giver endnu bedre rammer for trænere, og til sidst giver et bedre slutprodukt for spillerne i AB Tårnby, udtaler Talentchef Christian Larsen.
Brøndby Masterclass Samarbejdet ser frem til samarbejdet og byder AB Tårnby velkommen endnu en gang.