U17 spiller 2-2 med de italienske mestre

06.09.2021 09:22

Det blev til to fuldstændig jævnbyrdige kampe, da U17-holdet i sidste uge mødte to af Italiens bedste mandskaber ved Scopigno Cup i Rieti nordøst for Rom.

Sune Jensens tropper spillede 2-2 med de forsvarende italienske U17-mestre AS Roma, inden den følgende dags opgør sluttede med et smalt 0-1-nederlag til S.S. Lazio.

- Samlet set var det to helt lige kampe. Vi kunne have vundet og tabt begge to. Marginalerne afgjorde det, fortæller Sune Jensen.

I åbningskampen var drengene bagud to gange, men formåede alligevel at kæmpe sig tilbage og holde håbet om en finaleplads i live.

- Det var en meget lige kamp. Jeg synes, at vi er lidt bedre end dem i første halvleg, mens anden halvleg er helt lige. Desværre scorer de to rigtig flotte mål.

Det uafgjorte resultat mod AS Roma betød, at vi med en sejr over S.S. Lazio kunne kvalificere os til en finale mod Inter.

- Vi får en svær start og kæmper lidt med det. Vi har vanskeligheder med at få sat vores spil. Det er egentlig ikke, fordi S.S. Lazio er bedre end os. Det er en lige kamp, som bølger frem og tilbage, siger Sune Jensen, der savnede skarphed hos sine spillere, da det gjaldt.

- S.S. Lazio kommer desværre foran lige inden pausen. Det gør, at de i anden halvleg kan forsvare, trække tiden lidt og dræbe tempoet i kampen. Vi får skabt to store muligheder, men får ikke scoret på dem. Så det ender med et ærgerligt nederlag.

Ludwig Vraa-Jensen, Malek Bakhit, Matteo Grosso, Bertram Kvist og Mads Beyer Pasternak var alle fraværende grundet deres tur med U17-landsholdet, hvilket gav chancen til flere af de spillere, som ikke fik oceaner af spilletid i sæsonåbneren mod AC Horsens 21. august.

- Det var rigtig positivt og en god præstation af drengene. Vi spiller lige op med to af de bedste hold i Italien. Mange af spillerne viste sig godt frem og overraskede positivt. Så det var godt, lyder det fra Sune Jensen, inden han præciserer:

- Vores pres sidder godt. Vi er gode i omstillingerne. Med undtagelse af første halvleg mod S.S. Lazio er vi også gode på bolden. Vi får lavet en masse målchancer. Generelt foregik kampene i et højt tempo og på et rigtig godt niveau.

Vi rundede turneringen af om fredagen med en 5-0-sejr over det lokale ASD Lodigiani Calcio.

Med turen til Italien veloverstået ser cheftræneren nu frem mod lørdagens udekamp i Esbjerg, som er U17-drengenes første i U17 Ligaen siden 8-0-sejren over AC Horsens.

- Vi glæder os til at spille den anden kamp i ligaen. Vi har haft en gruppe i Italien og en anden med landsholdet, så nu samles truppen igen. Vi skal over at give den gas.

Scopigno Cup blev vundet af Inter efter en finalesejr på 2-0 over AS Roma.

Brøndby IF 2-2 AS Roma
0-1
1-1 August Harritsø
1-2
2-2 Mikkel Durlev

Startopstillingen:
Malthe Schou
Waldemar Bjergfeldt
Lauge Gülstorff
Erem Özkul
Kean Tran
Noah Nartey
Mikkel Durley
Mathias Jensen
Saman Jalaei
Benjamin Kold
August Harritsø

Brøndby IF 0-1 S.S. Lazio
0-1

Startopstillingen:
Malthe Schou
Magnus Søndergaard
Philip Søndergaard
Erem Özkul
Kean Tran
Mikkel Durley
Mathias Jensen
Carl-Emil Pedersen
William Holm
Mohamed Salah
Benjamin Kold

Øvrige spillere i truppen:
Patrick Allentoft
Rasmus Sommerlund Eriksen
Jonathan Agyekum
Viktor Sørensen

Foto: Scopigno CUP Rieti World Football Tournament