
Brøndby IF - AaB d. 26. september bliver Samarbejdsklubdag 2021
02.09.2021 11:29
Brøndby Masterclass Samarbejdet inviterer alle samarbejdsklubber til Samarbejdsklubdag 2021.
Er du medlem i en af Brøndby Masterclass Samarbejdets samarbejds- og venskabsklubber, kan du komme og være med til en fantastisk og oplevelsesrig dag på Brøndby Stadion. Brøndby IF vil sørge for en eksklusiv fanzone for samarbejdsklub-spillere og familier med blandet andet konkurrencer og aktiviteter for samarbejdsklubberne.
1,5 time inden kampstart vil fanzonen foran Nordtribunen være åben.
Alle spillere og trænere fra vores samarbejds- og venskabsklubber er velkomne til at komme og se 3F Superliga-kampen Brøndby IF – AaB, som spilles 26. september kl. 18:00. Via information fra din klubs kontaktperson til Brøndby Masterclass Samarbejdet vil du blive informeret om, hvordan du får billetter til kampen.
Dagen vil være for alle årgange, men tilmeldte spillere og trænere fra årgangene U8-U14 vil have muligheden for at få en helt speciel oplevelse. Ligesom sidste gang vil vi nemlig give jer en hyldestrunde, hvor I har mulighed for at løbe rundt om banen i pausen. Her vil I blive hyldet af de fremmødte fans.
Derudover vil udvalgte U9-spillere fra samarbejdsklubberne have muligheden for at løbe på banen med Brøndby-spillerne ved indløb, mens klubkammeraterne er med til at skabe en fed stemning med en Brøndby-tifo, som er sat op til jer.
Vi glæder os til at fylde Stavnskær Elektrik-tribunen op med jer!
Deadline for tilmelding er 19. september kl. 21:00, og er man som tilknyttet til en samarbejdsklub i tvivl om, hvordan man tilmelder sig, skal man tage fat i sin kontaktperson til Brøndby Masterclass Samarbejdet eller koordinator i Brøndby Masterclass Samarbejdet Nikolaj Magelund på [email protected].