
Masterclass-oversigt: U19 med overlegen sejr over Esbjerg - U17 vinder igen
11.10.2022 13:40
Vores Brøndby Masterclass-hold var alle i weekenden i aktion, da de mødte Esbjerg på udebane. Her fortsatte U19-holdet succesen fra sidste weekend og tog en imponerende 4-0-sejr med hjem. U17 er fortsat ubesejrede efter en intens kamp, der endte 3-5 til de blågules favør.
U15 måtte efter 90 minutters spil nøjes med en målløs kamp.
U19 med anden sejr i træk
Efter sidste weekends længe ventede og forløsende sejr over Aab, fik U19-holdet nu for anden weekend i streg tre point ind på kontoen. Christian Sørensens tropper er dermed tilbage på rette spor efter en ellers pointmæssig skuffende start på sæsonen.
Det var igen en intens og målrig kamp, som drengene denne gang trak sig sejrrigt af uden at indkassere ét eneste mål.
Selv fortæller en tilfreds cheftræner Christian Sørensen om kampen:
- De første 20 minutter var meget lige, hvor de bød os godt op til dans. Vi skulle stå lidt imod og finde vores vej ind i kampen. Vi lykkedes ikke så godt med vores pres eller at sætte ting på bolden, som vi gerne ville.
- Undervejs kommer vi dog mere og mere ind i kampen og får skabt noget momentum. Det resulterer i, at vi kort tid efter får scoret til både 1-0, 2-0 og 3-0 inden vi går til pause.
Det var derfor et glad U19-hold, som gik til pause med en tremålsføring, men Christian Sørensen var også bevidst om, at opgaven ikke helt var klaret endnu.
- Det er selvfølgelig altid fedt at være meget foran, men vi talte også om i pausen, at det var vigtigt ikke at glemme det hold, som vi spillede mod de første 20 minutter af første halvleg, hvor vi havde det svært. Så målet var ikke at miste fokus og bibeholde vores stabilitet.
Og det lykkedes drengene meget godt med, hvor Noah Nartey i det 79. minut satte et punktum i kampen, da han gjorde det til 4-0, hvilket også blev kampens slutresultat.
Til trods for to storsejre de sidste to weekender, gør Christian Sørensen det klart, hvor vigtigt det er fortsat at holde fokus fremadrettet for en positiv udvikling.
- Vi skal sørge for ikke at blive mindre fokuserede bare fordi vi har vundet. Det er vigtigt, at vi holder den stil, vi har forsøgt at lægge efter landholdspausen, hvor der var ting vi var nødsaget til at lave om. Inden landsholdspausen var vi på vej ned ad en sti, som vi ikke var glade for. En ting er jo at tabe, men en anden ting er at tabe og ikke have nok ting at arbejde videre med.
- Vores mål er derfor at jagte stabilitet. At vi har vundet de to seneste kampe gør at vi er godt på vej, men den kommer ikke så hurtigt. Vi har fået en retning mod stabiliteten, hvilket vi er glade for.
Næste kamp for Christian Sørensens tropper skulle have været mod FC København lørdag 15. oktober, men den er desværre blevet udskudt. Næste opgave bliver derfor mod AC Horsens på udebane lørdag 22. oktober klokken 12:30.
Esbjerg 0-4 Brøndby IF (U19)
0-1 Oscar Sejrup
0-2 Eskild Munk
0-3 Eskild Munk
0-4 Noah Nartey
Startopstillingen:
1. Noah Emil Sømmergaard
3. Matteo Grosso
4. Ludvig Vraa
8. Mathias Jensen
9. Oscar Sejrup
10. Solomon Opoku
12. Mads Beyer Pasternak
14. Alexander Hvid
17. Malek Bakhit
21. Eskild Munk
22. Bertram Kvist
Bænken:
6. Noah Nartey
11. Valdemar Kwasniak
16. Nicolaj Kristensen (RM)
18. Clement Bischoff
19. Benjamin Kold
20. Mikkel Durlev
U17 i intens og målrig kamp
U17-cheftræner, Menno van Dam, har efter knap tre måneder i Brøndby IF haft en fantastisk start i U17-ligaen, hvor hans tropper efter syv spillede kampe har 19 point. Drengene besidder pt. andenpladsen med fem point og én kamp spillet mindre op til FC København.
Der var smæk på kampen mod Esbjerg i weekenden, som endte med hele otte mål. Dog skulle heldet være, at drengene fra Vestegnen stod for fem af dem, hver med en forskellig målscorer. Dermed kunne U17-drengene igen tage tre point med på vej hjem over broen.
Det blev ellers ikke en drømmestart for talenterne fra Brøndby, som allerede efter 12 minutters spil var bagud 2-0.
- Esbjerg fik jo en fremragende start på kampen, hvor uanset hvad de rørte, så var det bare godt og blev farligt på os. Samtidig lavede vi nogle fejl i både opspillet og på omstillinger, og så blev vi bare straffet af dem, da de scorer to mål på os indenfor det første kvarter, fortæller cheftræner Menno van Dam.
- Det var lidt hårdt for os, men vi lavede om på vores taktik og måtte så skifte en spiller ud efter 25 minutter. Det er klart, at det er aldrig rart at skulle tage en spiller ud efter så kort tid, men vi var virkelig nødt til at sadle om i den her situation. Men derefter kom vi så også i total kontrol på kampen og fik også nogle store chancer inden pausen, som vi scorede på til 2-2.
Det var dog en anden kamp som udspillede sig i anden halvleg, mener cheftræneren, hvor André Escobar kort efter halvlegen blev fløjtet i gang, sparkede drengene i front til 2-3.
- Efter pausen var det en envejsforestilling, hvor vi spillede utrolig flot. Escobar bringer os op på 3-2, men så straffer de os igen på en omstilling og udligner til 3-3.
- Efter deres udligning går der et par minutter, og så scorer vi to kasser til 5-3 indenfor fem minutter og lukker kampen. Men jeg vil gerne rose drengene for deres holdånd og måden, de kæmpede på, for det var en god kamp for os, runder Menno van Dam af.
Næste kamp for U17-holdet er ligeledes mod AC Horsens lørdag 22. oktober klokken 14:45.
Esbjerg 3-5 Brøndby IF (U17)
1-0
2-0
2-1 Alfred Klamer
2-2 (Selvmål)
2-3 André Escobar
3-3
3-4 Alex Lindström
3-5 Jonathan Agyekum
Startopstillingen
2. Waldemar Bjergfelt
3. Erem Özkul
4. Philip Søndergaard
5. Lukas Larsen
8. Adam Claridge
9. Alfred Klamer
11. Jonathan Agyekum
12. Gustav Johansen
15. Hamed Traoré
22. William Sonne-Schmidt
23. Jacob Wismann
Bænken
1. Noah Sømmergaard (RM)
10. André Escobar
17. Danial Riaz
19. Alex Lindström
20. Noah Kirkegaard
25. Viktor Sørensen
Esbjerg 0-0 Brøndby IF (U15)
Talenterne fra U15 var ligeledes i spil, da de sammen med U17 og U19 også tog turen til Esbjerg. Trods en hård indsats fra begge ender, måtte holdene dog gå fra banen uden at bolden kom i nettet og slutresultatet lød dermed på 0-0.
Drengene har muligheden allerede i morgen, onsdag 12. oktober, når de møder FC København på hjemmebane klokken 17:00.
Startopstillingen
2. William Stenstrup Helle
4. Oliver Hummelshøj
5. Gustav Ruby-Johansen
6. Sebastian Rosenwanger
7. Ali Al-Najar
8. Sander Larsen
11. Elo Sandersen
12. Ekene Chukwuani
14. Magnus Buades
16. Alexander Bejer-Andersen
18. Malthe Pedersen
Bænken
10. Viggo Poulsen
13. Adam Choukri
20. Harry Aso