Tæt på talentet: Mød Solomon Opoku fra U19

- Nu har jeg været her i lang tid, så det kunne være virkelig fedt at gå hele vejen til førsteholdet.

Den i dag 17-årige Solomon Opoku havde end ikke forladt børnehaven, før han første gang tilbragte en eftermiddag på Brøndby IF´s træningsbaner. Børnehaven blev udskiftet med skolen, men hverken fodbold eller Brøndby IF ønskede Solomon på nogen måde at forlade.

- Jeg kan huske, at det bare var sjovt at spille her. Mine holdkammerater var jo mine bedste venner. Det var nogen, jeg knyttede tæt bånd til og stadig er venner med den dag i dag. Det var fedt at komme i klubben, og det er det også i dag på grund af fællesskabet, fortæller Solomon.

I en tidlig alder havde Solomon fattet interesse for spillet med den lille runde. Han elskede at drible og score mål. De ting, som han hjemme i Brøndby Strand så Cristiano Ronaldo gøre på tv. For Solomon var frikvartersfodbold og de to-tre ugentlige klubtræninger langtfra nok.

 - Udenfor skoletiden var det fodbold, jeg brugte tiden på. For det var det allersjoveste. Når jeg ikke spillede i klubben, spillede jeg gadefodbold i burene tæt på mit hjem. Også på dage, hvor jeg havde spillet kamp eller stævne. Det var med mine venner, lillebror, fætre og andre fra familien. Jeg havde også holdkammerater, som boede tæt på. De var altid friske på at spille.

Både på asfalten og græstæppet oplevede Solomon ofte at kunne gøre Ronaldo kunsten efter. Han driblede og sparkede sig vej ind på Brøndby IF´s bedste børnehold, hvis miljø tændte et håb i Solomon om en skønne dag at kunne præstere på samme scene som portugiseren.

- Selvom jeg spillede fodbold for sjov, så blev jeg også ret tidligt ambitiøs. Det kom blandt andet af, at jeg spillede i en klub, hvor mine holdkammerater var dygtige, og hvor jeg følte, at folk tog fodbold lidt mere seriøst end andre steder. Det gjorde, at drømmen om at blive fodboldspiller kom tidligt for mig.

Starten i Masterclass
Angriberen blev som 13-årig en del af Brøndby Masterclass, hvor seriøsiteten skulle få en ekstra tand.

- Trænerne var mere ambitiøse og seriøse på en helt anden måde. Træning og kamp betød mere for ikke bare os, men også trænerne. Nu trænede vi fire gange om ugen med morgentræninger, og man skulle være på, på en helt anden måde. Man brugte flere kræfter på træningen. Der kom også mere fokus på at udvikle de ting, som man ikke var så god til. Og få de ting frem, som man var god til, siger Solomon og tilføjer:

- Og lige pludselig blev nogen af mine venner, som jeg havde spillet med fra helt lille, valgt fra. Det var en af de ting, som fik mig til at indse, at det begyndte at blive seriøst.

Solomon ærgrede sig over at måtte vinke fodboldfarvel til nogen af sine venner, men derudover trivedes han i det mere organiserede og strukturerede talentudviklingsmiljø. Han indrømmer dog, at han indledningsvist ikke helt kunne se meningen med at holde møder om, hvad han ikke var så god til og dermed skulle forbedre på banen.

- Jeg husker helt tilbage til samtalerne i U13-tiden, hvor ens forældre også var med. Det var lidt mærkeligt, at der pludselig var fokus på ens svagheder. Dem skulle jeg nu udvikle. Til at starte med var det lidt svært at have fokus på, at det var det, jeg skulle gå på banen for at træne. Pludselig var det ikke bare for at have det sjovt og spille godt.

Der gik dog ikke mange uger af U13-tiden, inden Solomon blev grebet af at arbejde struktureret med sin udvikling. Han var blevet bevidst om, at hård træning var en forudsætning, hvis drømmen om en fodboldkarriere skulle blive til virkelighed. Derfor blev gadefodbolden erstattet af yderligere træning rundt om holdtræningerne.

- I en af mine første actionplan-samtaler foreslog jeg selv afleveringer som en ting, jeg kunne arbejde på. I nogle måneder arbejdede jeg på dem sammen med nogen af de andre fra holdet. På et senere tidspunkt øvede jeg også afslutninger på klubbens Goal Station. John Ranum hjalp mig og nogen af de andre spillere, som havde samme udviklingsplan.

Fra U15-skyggen til U19-finalen
I løbet af U14 blev Solomon langsomt omstillet til en plads på midtbanen, hvor han det følgende år fandt sig til rette på positionen som 8´er. Hans kompetencer på bolden skulle i højere grad udnyttes. Men i det første halvår som U15-spiller var det kun sjældent, at Solomon fik vist sin tekniske kunnen på kuglen frem i kamp.

- Jeg havde svært ved at finde den spiller, som jeg var. Jeg følte ikke, at jeg spillede på mine kompetencer i efteråret. Jeg vidste godt, at jeg var en god spiller på bolden, men det var, som om at jeg ikke kunne finde det frem. I vinterpausen var jeg blevet træt af at starte ude. Jeg ville gerne være en stor del af holdet og hjælpe det så meget som muligt. Jeg fandt en helt anden motivation frem hen over pausen, fortæller Solomon og fortsætter:

- Jeg brugte motivationen til at gøre de ting, som jeg var god til. Jeg blev bevidst om, at når jeg nu selv syntes, at jeg var god til nogle ting, så krævede det også, at jeg viste det. Og for at vise mine kompetencer indså jeg, at jeg skulle noget mere på bolden. Det var en mental udvikling, som gjorde forskellen. Jeg begyndte at vise, at jeg gerne ville have den. Jeg kaldte på den og tilbød mig meget mere. Jeg var til stede på en helt anden måde end før.