![](https://cde-bif-cms-prod.azureedge.net/media/uqmn3kub/grosso-5.jpg?width=2560)
Tæt på talentet: Mød Matteo Grosso fra U19
04.05.2022 18:07
Matteo Grosso, der er fra 2005 og dermed U17-spiller på papiret, er blevet en fast del af U19-truppen, og nu håber han, at de næste par år giver ham mulighed for at spille sig fast ind i Superliga-truppen.
Lær den venstrebenede wingback bedre at kende, når vi spørger ind til Matteos kamprutiner, største støtte gennem fodboldkarrieren og favoritligaer at spille i.
Fra Roskilde til Brøndby
Matteo Grosso startede i den lokale klub, Svogerslev Boldklub, som 4-årig. I de unge år kom han godt omkring på banen og prøvede samtlige positioner. Da han blev ni år, tog han skridtet til en større klub i området, Roskilde KFUM.
Det gik godt for Matteo, og han fandt sig godt til rette nær kridtstregerne på venstresiden. Som U12-spiller åbnede muligheden sig for en prøveperiode i Brøndby IF.
- KFUM havde et samarbejde med Brøndby IF, hvor der var fem spillere, der skulle til prøvetræning. Det var rigtig fedt at opleve, og der gik det op for mig, at det kunne blive til noget seriøst, siger Matteo om muligheden.
Han skiftede til Brøndby IF, da han rykkede op i U13 og indtog en plads på venstrekanten. Hurtigt blev han sendt ned som back, og det er en plads, som han har nydt at spille lige siden.
Efter skiftet til Vestegnen blev der skruet op for mængden af træninger, men det passede Matteo fint.
- Jeg synes aldrig, at det er blevet for meget at spille fodbold. Jeg tror ikke, jeg kan miste glæden ved det.
- Da jeg kom ned i kælderen,
blev det hele lidt mere professionelt
Peger Matteo på en spiller, som han har set op til, er det Real Madrids Marcelo. Den brasilianske back, der er dygtig til at komme med frem og har nogle fremragende offensive kvaliteter, er en spiller, som Matteo spejler sig i.
- Han er bare en fed spiller. Dog er det lidt tid siden, at han var på toppen, siger Matteo Grosso.
En tur i kælderen
Det blev en god tid for Grosso i både U13- og U14-regi i Brøndby Masterclass, før han som U15-spiller kom en tur i kælderen, hvor U15, U17 og U19 holder til.
- Da jeg kom ned i kælderen, hvor der er nogle fede faciliteter til os, og hvor de ældre spillere også rendte rundt, blev det hele lidt mere professionelt. Der var nogle faste rammer, og det passede mig godt.
Nu er Matteo blevet en fast del af U19-truppen, trods han blot er andetårs U17-spiller. Dermed har han stadig to år til at udvikle sig på holdet, og forhåbentlig bygge på i både spil og fysik.
- Da jeg kom op til U19, skulle jeg lige vænne mig til tempoet og fysikken, men det er gået godt, og vi har en god gruppe af spillere.
Når backen kigger frem i tiden, er han også klar over, at det er fysikken, der skal arbejdes med – sammen med det noget svagere højreben.
- Mit højreben er min svaghed, det kan jeg arbejde på. Henover det næste stykke tid, vil jeg gerne lægge mere på fysikken, så jeg står stærkere mod de lidt ældre spillere.
- Til gengæld kan jeg spille på min fart og gode overblik. Jeg har en god venstrefod, og jeg er god til at kigge fremad og spille offensivt.
Matteo fortæller, at han i den perfekte kamp, er lige meget defensiv og offensiv. Han nyder nemlig at løse begge opgaver. En vaskeægte wingback.
Mental Masterclass
I Brøndby Masterclass har spillerne ikke bare gode faciliteter. De har også nogle dygtige trænere, som skal hjælpe dem med at dygtiggøre sig. Matteo er imponeret af opsætningen, og han mener, at det er en stor motivation for at satse på en professionel karriere.
- Det hjælper os rigtig meget, at vi har de her specialiserede trænere. Vi har eksempelvis Mikkel Bonke, der er mentaltræner, som i en dårlig periode kan være med til at vende stemningen og få os tilbage på sporet.
- Vi har lige haft en ærgerlig periode, og der er han en af dem, som giver os troen på, at vi kan vende det. Han minder os om, at vi har niveauet - individuelt og som hold.
Ifølge Matteo skal det hårde arbejde på træningsbanen tages med ind til kampene. Hvis holdet kan få iværksat de ting, som der trænes i det daglige, når dommeren fløjter op, så ser det godt ud, mener han.
- Mine forældre har altid været der.
De støtter mig utrolig meget
På en kampdag er det dog ikke kun aftalerne, der fokuseres på. Spillerne skal sørge for at forberede sig godt, og her har Matteo en god rutine.
- Hvis det er på udebane, møder jeg ved bussen i klubben. Vi holder en pause på vejen, hvor vi får lidt at spise og drikke. Det kunne være lidt pasta og en masse vand. På vejen derhen hører jeg min egen musik for at blive mentalt klar.
- Når vi kommer hen til kampen, hører vi musik sammen i omklædningen, og det tror jeg giver os noget styrke før kampen. Før jeg træder ind på banen, tænker jeg over mine opgaver og aftaler, og så er det ellers bare om at komme i gang.
Støtte hjemmefra
Når Matteo ikke jagter drømmen som professionel fodboldspiller, tager han HF-uddannelsen på Brøndby Gymnasium. Derudover bruger han fritiden med en masse gode mennesker omkring sig.
- Jeg tilbringer tid med min kæreste, venner og familie. Jeg kan også godt lide at tage ud at spille padel-tennis.
- Jeg har nogle gode venner fra min gamle folkeskole, som jeg ser, og det er nemt at holde på dem, for jeg bor stadig hjemme i Roskilde. Det er også rart at snakke med dem, som laver noget andet end fodbold, så det hele ikke drejer sig om det, siger Matteo.
Den største støtte gennem fodboldkarrieren har Matteo fået fra sine forældre, der har bragt og hentet ham fra mange fodboldkampe- og træninger.
- Mine forældre har altid været der. De støtter mig helt utroligt meget, og de ser alle hjemmekampe. Min far er også med udebane, hvor han kører sammen med nogle af de andre forældre. Der er stor opbakning hjemmefra.
- Han står aldrig og råber fra sidelinjen, og han er ikke så glad for at sige de dårlige ting, selv om man kunne ønske sig det en gang i mellem. Han er meget optimistisk, og det er selvfølgelig også fedt, siger Matteo om sin far.
Afveksling i den røde trøje
Det er ikke kun i den gule trøje, at Matteo optræder på fodboldbanen, for han er nemlig også landsholdsaktuel på det danske U17-landshold. Fra landsholdssamlingerne lærer han en masse, som han tager med hjem til klubben.
- Det er rart at prøve en anden spillestil, og det er fedt at se nogle andre mennesker, der laver det samme, som vi gør, men som gør det på en anden måde.
- Vi spiller også god fodbold på landsholdet. Vi har en god ro på bolden, og det tænker jeg over at tage med hjem, siger Matteo.
Målrettethed
Matteo fik i april sine første minutter med Superliga-truppen, da han kom ind i 3-1-sejren over FCK i Reserveligaen. Her trådte han på banen med et par store navne, og det var stort for den 17-årige wingback.
- Det var jo etablerede Superliga-navne som Heggheim og Radosevic, der spillede med. Jeg kan lære meget af deres erfaring, rutine og overblik.
- Målet for de næste par år er at få træninger med holdet og stille og roligt spille mig på deroppe. Det kunne være rigtig stort, siger Matteo Grosso.
Han kan øjne målet, for Brøndby IF har de seneste år taget flere Masterclass-talenter op i truppen. De har været gennem det samme som ham og i sidste ende taget det store skridt til Superliga-truppen.
Hvis Matteo skal ønsketænke, er han ikke i tvivl om, hvor karrieren en dag skal gå hen.
- Premier League ville være det største. Det er en kæmpe drøm. Et skridt på vejen kunne være Bundesligaen, som er en liga, der ville passe utrolig godt til mig.
Først og fremmest er Matteo Grosso dog sikker på, at de næste mange år skal bruges på at opnå store ting i Brøndby IF. Startende med en god afslutning på denne sæson.
- Vi skal runde U19 Ligaen godt af, hvor vi stadig har fire kampe tilbage og ligger nummer tre. Vi går selvfølgelig efter medaljerne, siger Matteo.