Christian Friedrich på wall of talent

10.05.2022 13:20

Traditionen tro skulle Christian Friedrich på wall of talent, der hænger i Brøndby Masterclass som en hyldest til de spillere, der tager rejsen fra talent til Superliga-spiller i Brøndby-trøjen.

Derfor var trænere, ledere og spillere fra U13 til U19 samlet i går eftermiddags, hvor Friedrich fik sit billede på væggen. Og det var en stolt højreback, der satte ord på sin debut og vejen dertil.

- Det var stort at få debut på Superliga-holdet. Det er noget, jeg har drømt om længe og knoklet hårdt for. Det betyder meget at få sit billede op på den væg, hvor der hænger så mange store Brøndby-spillere gennem tiden, siger Christian Friedrich, der også havde et budskab til de yngste spillere.

- Giv aldrig op. Hvis man arbejder hårdt for det, kan ens drømme blive virkelighed. Også selv om det i perioder kan se svært ud. Jeg gik fra angriber og kant til back og wingback, og det har været en kæmpegevinst for mig, så man skal ikke være bange for at prøve nye ting.

Christian Larsen, der talentchef og daglig leder i Brøndby Masterclass, er glad for at se akademiet levere endnu en spiller til førsteholdstruppen.

- Det er det, vi er her for. Det er klubbens dna at udvikle spillere til klubbens bedste hold, og det er altid en stor dag for os, når det lykkes.

- Christian Friedrich er en spiller, der har vist vejen for mange andre med hårdt arbejde og viljen til at tage en udfordring op. Han blev rykket fra en plads forrest på banen til den bagerste kæde, fordi der blev set en god mulighed for ham der. Det tog han som en mulighed i stedet for et nederlag, og nu spiller han fast på U19-landsholdet og har fået debut på Superliga-holdet. Det er et godt eksempel for andre Masterclass-spillere at kigge mod, understreger Christian Larsen.