Masterclass-oversigt: U17 og U15 storsejrede i Aarhus

13.06.2022 12:27

Lørdag tog både U17 og U15 fra Brøndby Masterclass til Aarhus for at møde AGF, hvor det blev til to flotte sejre for de to mandskaber.

U17 vandt nemlig med tenniscifrene 6-1, mens U15 vandt deres opgør med 4-0. Nu resterer der blot én enkelt kamp for hver af de to hold, som kan kigge tilbage på en flot sæson. 

U19 sluttede som bekendt deres sæson i sidste weekend med en sejr på 3-0.

Stresset første halvleg for U17
Patrick Harboes U17-tropper tog til Aarhus med selvtillid i bagagen. De seneste uger har nemlig budt på flot spil og store sejre i U17 Ligaen, sølvmedaljer ved en turnering i Nantes og en sejr i pokalsemifinalen mod Lyngby BK.

Dermed var der forventninger om endnu en sejr, der kunne holde drengene inde i kampen om medaljer. 

Patrick Harboe fortæller om, hvordan holdet kom ud til lørdagens opgør: 

- Det var en stressende og hektisk første halvleg. Vi kommer foran 1-0 efter 13 minutter, men de får udlignet 20 minutter senere, da vi ikke får spillet den ordentligt væk fra vores forsvar. Kort inden pausen scorer vi så til 2-1, selv om deres keeper står en flot første halvleg.

- Jeg fik stresset drengene en smule og kom måske til at råbe lidt for meget. Vi skulle have taget det mere roligt, men det ændrede vi heldigvis på efter pausen, siger Patrick Harboe.

Vigtig snak i pausen
I pausen snakkede holdet godt sammen om, hvordan de kunne starte på en frisk i anden halvleg. De kom ud med et andet udtryk og justerede blandt andet på presspillet, så de pressede på ydersiden. 

- Da vi får ændret på tingene og får mere ro på, så ændrer kampen sig til vores fordel. Vi sidder på spillet, og AGF kunne slet ikke spille sig ud af det. 

- De får en enkelt stor chance, hvor Lauge (Pedersen, red.) mirakuløst redder bolden på stregen, men det var den eneste chance, de havde i anden halvleg. Vi får sat endnu mere fart på med 15 minutter tilbage, og der begynder målene at komme. 

På fem minutter scorede holdet tre mål og udbyggede til 5-1, mens Clement Bischoff lukkede til slutresultatet 6-1 med sit tredje mål i kampen kort før slutfløjtet. 

- I anden halvleg stod AGF rimelig lavt, så vi vidste, at det var et spørgsmål om tid, før vi fik boldene sparket i kassen. Deres målmand gjorde det også svært for os i store dele af kampen, siger cheftræneren. 

God stime med masser af mål
Holdet er nu oppe på en flot stime med fire ligasejre i træk, hvor de har vundet kampene med henholdsvis fire, fem, seks og fem mål. 

- Det har været kampe, hvor drengene har været tændte og dygtige til at eksekvere. Vi har især været gode til at udnytte vores chancer, hvor vi er blevet meget skarpe foran mål. 

Nu venter Silkeborg IF på hjemmebane lørdag kl. 13:00 i ligaens sidste spillerunde, hvor drengene endnu er i spil til medaljer. Du kan se stillingen i U17 Ligaen her

Sommerferien starter dog ikke der, da mandskabet tirsdag 21. juni kl. 19:00 spiller pokalfinale mod FC Nordsjælland på Tingbjerg Idrætspark. Kampen kan du streame live på Brøndby TV+. 

AGF 1-6 Brøndby IF
0-1 Clement Bischoff
1-1 
1-2 Noah Nartey
1-3 Noah Nartey
1-4 Mads Beyer 
1-5 Clement Bischoff 
1-6 Clement Bischoff

Startopstillingen:
2. Malek Bakhit
3. Mikkel Durlev
4. Lauge Pedersen
5. Matteo Grosso 
8. Mathias "P" Jensen 
9. August Harritsø
10. Mads Beyer
16. Rasmus Eriksen
18. Clement Bischoff
19. Erem Özkul
22. Noah Nartey

Bænken:
1. Noah Sømmergaard
14. Benjamin Kold
15. Kean Tran
20. Adam Claridge Jensen
21. Magnus Søndergaard

U15 sikrede sig bronzemedaljer
De unge Brøndby Masterclass-spillere fortsatte deres ubesejrede stime, da de vandt med 4-0 over AGF og sikrede sig bronzemedaljer. Det var drengenes syvende kamp uden nederlag. 

Der resterer en kamp i sæsonen, og med et forspring på syv point til FC Midtjylland på fjerdepladsen og fire point op til OB på andenpladsen er de altså sikret en plads i rækken som nummer tre. 

Trods medaljerne er i hus, kan talenterne ikke holde sommerferie endnu. Silkeborg IF besøger nemlig Vestegnen på lørdag kl. 13:00, hvor holdet kan slutte en flot sæson af og forhåbentlig udbygge den ubesejrede stime. 

Du kan se stillingen i U15 Ligaen her

AGF 0-4 Brøndby IF
0-1 Alfred Klamer 
0-2 Danial Riaz
0-3 Julius Lockhart
0-4 Alfred Klamer

Startopstillingen:
1. William Sonne-Schmidt
4. Oliver Lauritsen
5. Phillip Søndergaard
6. Viktor Sørensen
7. Waldemar Bjergfelt
8. Jakob Wismann
9. Alred Klamer
15. Vincent Abildgaard
17. Daniel Riaz
18. Ibrahim Figuigui
20. Adam Choukri

Bænken:
10 André Escobar
12. Julius Lockhart
19. Anton Peters