U19-træner ser frem mod forårssæsonen: Vi kan blive endnu bedre

13.01.2022 09:00

Vores U19-hold indtager en andenplads i ligaen, når de sparker sæsonen i gang igen efter vinterpausen. Cheftræner Christian Sørensen glæder sig til at bygge videre på de gode takter fra efteråret.

Forberedelserne er allerede startet, og det hårde arbejde med anden halvdel af sæsonen starter nu.

- Vi vil gerne fortsætte med det, vi var gode til – nemlig at vinde kampe. Jeg synes, vi nåede rigtig langt, fra vi startede i sommer, til vi sluttede den sidste kamp før vinterpausen.

- Men det vigtige er, at der er nogle ting i spillet og den måde vi præsenterer os på, som vi gerne vil have op på et endnu højere niveau her det næste halve år, som er vores fokus lige nu, fortæller Christian Sørensen.

Klar spillestil
Holdet har i efterårssæsonen spillet målrige fodboldkampe, og det er en klar strategi fra trænerbænkens side. Hele 40 gange i 13 kampe kunne U19-drengene juble over et mål i den rigtige ende, og det er et udtryk, som cheftræneren vil bruge det næste halve år på at gøre endnu skarpere.

- Vi er et hold, som lever af at få kampene op i tempo og er et meget omstillingsstærkt hold, der trives godt i kampe med lidt gang i og med lidt kaos. Men her det næste halve år kan vi komme til at præsentere os selv endnu skarpere.

- Der er nogle offensive spillere, som har lukreret lidt på det og fået mange afslutninger. Vi har haft nogle gode offensivspillere, men det har været et produkt af, at holdet i kampene har været gode til at skabe åbne muligheder i kampene.

På topscorerlisten i U19 Ligaen finder man da også tre Brøndby-spillere på henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen. Det er Mathias Kvistgaarden, Marinus Larsen og Yousef Salech med henholdsvis 8, 9 og 11 mål.

Trods den flittige målscoring er der dog stadig områder, hvor holdet kan forstærke sig.

- Vi vil stadig gerne være bedre til at holde et mere konstant niveau, for vi har haft nogle småsvipsere undervejs i sæsonen, hvor vi ikke helt har kunne holde niveauet. Vores topniveau kan også blive endnu bedre, siger Christian Sørensen.

Holdet starter forårssæsonen på hjemmebane mod rivalerne fra FC København lørdag 19. februar kl. 13. Et opgør, som cheftræneren glæder sig meget til.

- FCK-kampen betyder mere end andre kampe. Det er også et hold, som fører rækken, så på den måde bliver det en super første test. Det bliver fedt at kunne teste alt det, vi har været gode til, og alt det vi har brugt opstarten på.

Et stærkt samarbejde
Som det var tilfældet i efterårssæsonen, så kommer Christian Sørensen igen til at trække på det stærke samarbejde i Brøndby Masterclass. Mange dygtige spillere kommer op fra U17-truppen, mens der også har været unge spillere fra Superliga-truppen omkring mandskabet.

- Vi har været begunstiget af, at vi også har nogle dygtige spillere nedenunder, og nu har vi blandt andet spillet en rigtig stor del af U19-sæsonen med en håndfuld U17-spillere. Og vi ved, at der igen er chance for, at vi kan mikse en stor del af spillerne.

- Niels (Frederiksen, red.) er meget nysgerrig på de her spillere, og hvad der rører sig. Han har også set et par træninger her i opstarten. Der er en god dialog med dem om de spillere, vi modtager fra dem, og dem som de skal modtage fra os.

Resultatet af det gode samarbejde blandt Brøndby Masterclass og førsteholdet kunne man høste frugterne af allerede i sommeren 2021 med mesterskabet. Nu kigger man fremad og skal forsøge at udvikle endnu flere spillere, som kan gøre sig gældende på førsteholdet.

- Det har jo udviklet sig til en klub, hvor der lige er vundet et mesterskab med rigtig mange egenudviklede spillere, og der er endda også nogle af dem, som er blevet solgt. Nu skal vi til at have de næste spillere klar, og der bliver det her sidste halvår som U19-spiller rigtig vigtigt for os, siger Christian Sørensen om de U19-spillere, som til næste sommer skal indgå i førsteholdstruppen.