U17-landsholdet: En håndfuld Brøndby-spillere udtaget
15.12.2021 10:03
Ludwig Vraa-Jensen, Malek Bakhit, Bertram Kvist, Matteo Grosso og Noah Nartey har alle tilspillet sig en plads i den trup, som den danske U17-landstræner Kenneth Weber har udtaget til landsholdets to kommende venskabskampe i Tyrkiet. Dermed kan Nartey potentielt få sin debut for U17-landsholdet.
Danskerne møder de tyrkiske værter 10. januar og igen tre dage senere. Begge kampe spilles i Antalya kl. 17:00 lokal tid (15:00 dansk tid).
U17-landsholdets seneste kamp var et EM-kvalifikationsopgør 12. oktober mod netop Tyrkiet og sluttede 3-3. Ved den lejlighed startede Vraa-Jensen, Bakhit og Kvist alle inde. Tre dage forinden havde danskerne slået Malta med 5-1 i en kamp, hvor Grosso, Mads Beyer, Bakhit og Kvist startede.
Med fem mand udtaget har ingen klubber flere spillere i U17-landsholdstruppen end Brøndby IF.