
U17-holdet testede mod Bayern og Valencia: En rigtig god indsats
09.08.2021 09:23
Cheftræner Sune Jensen er mere end fortrøstningsfuld frem mod den nye sæson, efter U17-holdet i weekenden blev nummer seks i den tyske Youngster Cup.
Drengene indledte turneringen med lørdag at slå Union Berlin med 1-0, inden de senere semifinalister fra Valencia i kraft af to langskudmål og en sen frisparkskasse viste sig for stærke i gruppespillets anden kamp.
Dagen efter ventede så Bayern München, hvor vi trods en flot indsats tabte et jævnbyrdigt opgør på et mål tre minutter før tid. Få timer senere rejste drengene sig imidlertid på fornem vis, da Union Berlin atter blev besejret, denne gang med 2-0.
Alt i alt er det en glad Sune Jensen, der i dag ser tilbage på weekenden i Luckenwalde syd for Berlin.
- Vi fik bygget på. Vi er stadig tidlig på sæsonen, i forhold til hvornår vi startede træningen. Vi blev bedre kamp for kamp. Det lignede mere og mere et hold, der ved, hvad vi skal sammen. Det var sjovt at møde Union Berlin i både den første og sidste kamp og se, at vi var klart bedre i den sidste. Så alene på de fire kampe dernede er der blevet bygget på.
- Drengene kæmpede godt for hinanden, og der var en rigtig god indsats. Mange spillere fik vist sig godt frem. Vi er kommet et godt stykke. Det var en rigtig god turnering at få prøvet sig af i. Drengene tog udfordringen op. De var ikke bange for at spille mod de store hold, og vi spiller lige op med holdene i alle kampe. Det var en fornøjelse at være afsted.
Skarp konkurrence i stor trup
I ugen før Youngster Cup var U17-drengene fem dage i Tønder, og med både træningslejr- og turnering veloverstået resterer nu blot en enkelt træningskamp mod Red Bull Salzburg torsdag 19. august, før det næste lørdag gælder sæsonåbneren i U17-ligaen hjemme mod AC Horsens. U17-holdets oprindelige sæsonpremiere mod FC København er præcis som U19-holdets blevet udskudt til en senere dato.
- Gruppen har det godt sammen, og der er mange dygtige spillere fra både årgang 2005 og 2006, som presser hinanden på en gode måde i tempo og intensitet. Vi har en stor trup på 29 spillere, så der er mange, men også dygtige spillere. Vi går et spændende efterår i møde, hvor vi håber, at nogle af de ældste spillere kan presse sig på til U19. Ellers bliver der hård kamp om pladserne. Konkurrencen er skarp, lyder det fra Sune Jensen.
I sidste sæson sluttede U17-holdet som nummer fire i ligaen, selvom mandskabet i store dele af sæsonen bestod af førsteårsspillere – spillere, som Sune Jensen nu forventer skal løfte et vist ansvar i de kommende 12 måneder.
- Jeg synes helt sikkert, at vi står med et stærkt hold. Det bliver spændende at se, hvordan nogle af dem, som var med sidste år, nu skal bære tingene, når modgangen melder sig. De ældste spillere er jo rykket op på U19, så nu får sidste års førsteårsspillere en anden rolle. De skal bære det, og det er noget andet. Det bliver interessant at se, hvordan de klarer det.
- Generelt er det vigtigt, at spillerne kan arbejde godt under modgang. Men samtidig skal de også lære at håndtere, at man i Brøndby IF altid går på banen og forventer en sejr. Det er god læring for spillerne at være presset på den måde og hele tiden skulle yde deres maksimale.
Spillestilen og målsætningen
Foruden vigtigheden af at kunne håndtere modgang og forventninger samt løfte et ansvar har Sune Jensen og trænerteamet fokus på, at spillerne som hold formår at vise et ganske særligt udtryk på banen.
- I kampene kunne vi godt tænke os, at modstanderne hele tiden føler sig stressede og pressede. De skal ikke føle at have tid. Både når de og vi har bolden, skal spillerne føle, at det går stærkt. Spillerne skal have modet til at turde spille som Brøndby. Vi skal turde få bolden, angribe samt spille og presse fremad. Selv når de andre har bolden, angriber vi.
Sune Jensen understreger, at han ikke har talt med truppen om en resultatmæssig målsætning for sæsonen. De unge spillere skal i sagens natur lære at vinde fodboldkampe, men U17-chefen understreger, at hans absolut største ambition er at udvikle spillerne til at kunne begå sig på U19-holdet og siden hen på vores førstehold i Superligaen.
- Min vigtigste målsætning er selvfølgelig at hjælpe spillerne med at nå deres fulde potentiale. Både på det individuelle plan og i forhold til at fungere som gruppe. Det resulterer forhåbentlig i, at nogle stykker kæmper sig op på U19-holdet, så der bliver endnu kortere vej for dem til Superligaen. Så det er det altoverskyggende mål.
I sidste sæson prøvede i alt fire U17-spillere undervejs kræfter med U19-ligaen, og Sune Jensen bekræfter, at han igen i år forventer lejlighedsvis at afgive flere af sine spillere til Christian Sørensen.