
Tæt på talentet: Mød Malek Bakhit fra U19
21.04.2022 11:42
Malek Bakhit har været i Brøndby IF siden, han var 10 år, og han har spillet for tredje,- andet,- og førsteholdet i ungdomsrækkerne. Nu har forsvarsspilleren bidt sig fast på U19-mandskabet, trods alderen på 16 år.
Lær mere om den landsholdsaktuelle back, der er en veteran i Masterclass-regi, er vild med Liverpool FC og drømmer om en masse kampe i det blågule spillersæt.
Tidlig udvikling
De første fodbolde blev der sparket til på Amager, hvor Malek Bakhit er vokset op og stadig bor i dag. Karrieren startede allerede som 5-årig, hvor han trak den blå Fremad Amager-trøje over hovedet. Det varede dog ikke længe før, at spillerdragten var både blå og gul.
- Jeg skiftede til Brøndby, da jeg var omkring otte år. De første par måneder var jeg faktisk på tredjeholdet, før jeg kom op på klubbens andethold. Der var jeg i et år, hvor jeg udviklede mig meget, fortæller Malek om den første tid på Vestegnen.
Den gode udvikling fortsatte for Malek, der på midtbanen gjorde sig positivt bemærket på U10-holdet efter at have taget det flotte spring fra tredje- til førsteholdet. Han blev udfordret på årgangens bedste hold, men lærte også meget af sine dygtige holdkammerater.
- Da vi blev U12 kom der pludselig en periode, hvor jeg ikke spillede så meget. Det var hårdt, og når man er ung, kan det være svært at kapere. Jeg overvejede at skifte væk fra Brøndby, for jeg var ikke glad.
Fra modgang til medgang
I modgangen søgte Malek Bakhit efter nye måder at komme ind på holdet. Han fandt sin egen vej, og da årgangen blev til U13, var han at finde på holdet igen. Dog ikke længere på den vante position som højre- eller venstrekant. Nu spillede den lille, hurtige tekniker på backen.
- Jeg blev omskolet til back, og det gik helt fantastisk. Det passede godt til mig, selv om jeg elskede at være den afgørende spiller, der kreerede chancer og scorede mål. Hurtigt fandt jeg ud af, at man også kan være afgørende som back.
- Min evne og lyst til at udfordre en-mod-en tog jeg med fra kanten til backen, og det er et af mine kendetegn nu. Jeg kan være afgørende i det defensive og det offensive, så det er perfekt til mig.
Malek fortæller, at modgangen som U13-spiller har gjort ham mentalt stærk. Tankerne om at forlade Brøndby blev heldigvis ikke til virkelighed, og i dag er han meget stolt over at have overkommet modgangen. Han tror på, at det kan gavne ham i drømmen om en professionel karriere.
Den moderne back
Når backen skal finde inspiration, så kigger han nærmere på moderne backs som Marcelo og Trent Alexander-Arnold, der er dygtige i pasningsspillet og ofte bevæger sig fremad. Malek holder særligt af Liverpool FC, og Bakhit-familien, der har egyptiske rødder, er derfor også svært begejstret for Mohamed Salah.
- Jeg følger også med i Superligaen, og der kigger jeg meget på en som Mensah, der kan spille som wingback i begge sider – ligesom jeg selv kan.
- Bruus er en dygtig spiller, der giver mig tro på, at jeg kan klare det helt fra Masterclass og op til førsteholdet. Selv om det krævede en omvej på leje, har han slået stærkt igennem. Så man skal bare klø på, siger Malek om de to Brøndby-backs, han kan spejle sig i.
De seneste mange år har Malek været en fast del af de bedste ungdomshold i Brøndby Masterclass, og trods han blot er 16 år, og dermed kunne spille på U17, er han blevet en del af U19-truppen.
Malek peger på nogle af sine styrker og på de ting, som han selv ønsker at forbedre:
- Jeg er meget løbestærk og dynamisk. Det er en del af mit spil, at jeg kigger fremad og bruger min fart, og så kan jeg slå nogle gode afleveringer – med både højre og venstre ben.
- Der kan stadig lægges på i fysikken, og især når jeg spiller overfor de her ældre U19-spillere, kan jeg blive udfordret. Med hjælp fra vores fysiske træner Mads (Kjær, red.) vil jeg forsøge at udvikle mig fysisk de næste par måneder, siger Malek.
På den anden side af kridtstregen
Amagerkaneren mener også, at en af hans styrker ligger udenfor banen, hvor han elsker at møde nye mennesker og glædeligt snakker med dem, som han skulle møde på sin vej.
I Brøndby har han fået mange venner gennem tiden, og han tør også godt kalde sig selv for en veteran i Masterclass efter at være kommet til som 9-årig. Nu er han startet på Brøndby Gymnasium, hvor han kan kombinere sin sport med skolen.
- Der er en masse fra holdet, som også går i klassen, så der er en god forståelse for hinanden. Alle har store ambitioner, og det er fedt, de forstår, at man ikke nødvendigvis tager til alle festerne, siger Malek.
- Der er også et pres på,
for man spiller jo i Danmarks største klub
Udover holdkammeraterne har han en masse venner på Amager, hvor han har boet i hele sit liv.
- Jeg har en stor omgangskreds på Amager, og det er en stor del af mig. Jeg har det meste af min familie derude, og jeg har venner fra forskellige områder, fordi vi har boet flere steder.
Når Malek skal restituere, så nyder han at få kammeraterne hjem til afslapning på sofaen og lade batterierne op. Hvis der er tid og plads i trænings- og kampprogrammet, er han vild med at spille padel tennis med vennerne. Den utrættelige back sætter pris på at røre sig udenfor fodbolden.
Blågul repræsentant
Som spiller i Brøndby Masterclass er der ikke alverdens fritid, men Malek nyder tiden i klubben, og er meget stolt af at være en del af det blågule fællesskab.
- Vi har nogle lækre faciliteter. Der er det nyeste fitnessrum, så man får lyst til at træne, og der er dygtige trænere, som hele tiden hjælper en med sin udvikling.
- Der er også et pres på, for man spiller jo i Danmarks største klub. Man skal hele tiden være klar til at præstere 100% og vise, at man kæmper for logoet hver eneste gang, man går på banen.
Netop repræsentationen af klubben betyder meget for Malek, når han drager med U-landsholdet på landsholdssamling. Her er han ofte udtaget sammen med flere andre Brøndby-spillere, og det gør den unge back en smule stolt.
- Det er virkelig fedt, at vi er flere afsted hver gang. Det viser, hvilken stærk årgang vi har, og at Masterclass fungerer. Vi lærer en masse ved alle samlinger og kampe, hvor vi har mødt nogle store hold med dygtige spillere.
- Det er meget stort at repræsentere sit land. Uanset hvor mange gange, jeg står og synger nationalsangen, kan jeg aldrig blive træt af det, fortæller Malek om landskampene.
Han håber på at være en del af den U17-trup, der drager til EM i Israel i maj, hvor holdet skal møde Portugal, Skotland og Sverige. Selv om det er en stærk pulje, tror Malek på, at holdet kan klare sig godt og gå videre.
Lærerige oplevelser
Udover landsholdet har Malek Bakhit også haft to store oplevelser med Superliga-truppen i Brøndby IF. I februar sad han på bænken i vinteropstartens sidste træningskamp mod Hvidovre IF, mens han i marts fik omkring et kvarters spilletid i Reserveligaen mod FC Nordsjælland.
- Det er spændende at se, hvordan man gør tingene deroppe. Spillerne har så meget kvalitet og erfaring, og det er fedt at sammenligne sig med dem og se det høje niveau, man skal have for at komme derop.
- Det er motiverende, at trænerne kigger på U19 og ser vores vej. Det er en af de godbidder, som man gerne vil fortsætte med at jagte. Målet er at få flere af de oplevelser og gribe chancen, når man får den.
- Jeg vil gerne ind og spille på Brøndby Stadion
Efter Reserveliga-debuten fik Malek ros fra Superliga-assistent Frederik Birk, der fremhævede backens energi og offensive løb.
Nu fortsætter det hårde arbejde på U19-holdet, hvor det er blevet til en del kampe dette forår. Malek føler sig godt tilpas i truppen og fortæller, at han er faldet godt til, trods han er yngre end de fleste holdkammerater.
- De har taget rigtig godt imod mig, og vi har et godt sammenhold. Jeg lærer meget af at spille med dem, som er en smule ældre, og nu føler jeg også, at jeg kan bidrage til holdet og gøre en forskel.
Der er ingen tvivl om, hvad backen kæmper for, når han løber rundt på banerne i Brøndby. Spilletiden i Reserveligaen og U19-succesen har givet ham mod på mere. Derfor er målet krystalklart.
- Jeg vil gerne ind og spille på Brøndby Stadion. Jeg vil have min debut i Brøndby IF, for jeg har været her i så mange år, at jeg vil give alt for at få det til at ske.