Overbevisende sejr for Brøndby Women mod OBQ

12.09.2026 13:03

Lørdag eftermiddag blev syvende spillerunde i A-Ligaen fløjtet i gang, da vi gæstede OB Q på Nature Energy Park i Odense.

Fra første fløjt tog vi initiativet og satte os tungt på opgøret. Vi pressede værterne højt på banen og holdt OB Q langt fra vores felt, mens vi forsøgte at spille os frem til muligheder gennem et vedvarende offensivt pres.

Efter ti minutters spil kom kampens første store chance. Mila Bischoff sendte et hjørnespark ind i feltet, hvor Michaela Kovacs steg til vejrs lige uden for det lille felt og headede mod mål.

OB Q-keeper Laura Worsøe stod dog i vejen og leverede en stærk redning, da hun fik afværget forsøget. Dermed stod der fortsat 0-0 på måltavlen.

I det 29. minut kom forløsningen. Mila Bischoff modtog bolden på højre kant og kom ned til OB Q's baglinje, hvorfra hun sendte et præcist indlæg ind foran mål. Her stod Tilde Lindwall klar i det lille felt, og med hovedet dirigerede hun bolden forbi Laura Worsøe og i nettet.

1-0 til Brøndby Women.

Og føringen skulle ikke stå alene længe. Blot to minutter senere fordoblede vi vores føring. Endnu en gang var Mila Bischoff afsenderen, da hun sendte et hjørnespark ind i feltet. Her steg Mathilde Rasmussen til vejrs og vandt duellen i luften, hvorefter hun headede bolden gennem OB Q-defensiven og forbi Worsøe i målet.

På bare to minutter havde vi omsat vores store spillemæssige overtag til en tomålsføring. 

2-0 til Brøndby Women.

Kort efter anden halvlegs start kom værterne frem til en stor mulighed. Camille Rexbye afsluttede fra en position tæt under mål, men Jalen Tompkins stod godt placeret og blokerede forsøget fra det lille felt.

Dermed holdt vi OB Q fra scoring, og stillingen var fortsat 2-0 i vores favør.

Efter 63 minutter kom den tredje scoring. Mila Bischoff tog et frispark et stykke uden for feltet og sendte et velplaceret skud direkte mod mål. Bolden gik forbi OB Q's keeper, og dermed kunne vi udbygge føringen til 3-0.

Og målene fortsatte med at komme. I det 72. minut gjorde Mila Bischoff det til 4-0 og blev dermed dobbelt målscorer. Bischoff satte fart på gennem OB Q-defensiven og løb sig fri ned mod feltet. Alene med værternes keeper bevarede hun overblikket og sendte bolden i nettet fra en central position.

4-0 til Brøndby Women.

Herefter fortsatte vi med at holde et højt tempo i opgøret, men det blev uden yderligere scoringer. Dermed kunne vi tage en overbevisende 4-0-sejr og tre point med tilbage til Vestegnen.

Tirsdag 15. september indtræder vi i 2. runde af Kvindepokalen, når vi møder Vallensbæk IF.
Der er kickoff kl. 18:30 på Vallensbæk Idrætscenter.

Næste hjemmekamp er lørdag 19. september kl. 13:00, når vi får besøg af Fortuna Hjørring.
Du kan sikre din plads her.