
Kvinderne sikrede forrygende udgangspunkt mod Sporting CP
23.09.2026 18:00
Onsdag aften var der europæisk fodbold på 1964 Park, da vores kvinder mødte portugisiske Sporting Clube de Portugal i første opgør i anden kvalifikationsrunde.
Her skulle Brøndby Women forsøge at sikrer sig et fint udgangspunkt til returkampen i næste uge i Lissabon, hvor der er en plads i tredje kvalifikationsrunde til UEFA Women's Europa Cup på spil.
Første store mulighed tilfaldt gæsterne fra en dødbold fra højre side, som blev sendt ind i feltet og ramte ryggen på Malin Brenn og faldt ned for fødderne af en Sporting-spiller, som havde fri mulighed for skud. Tompkins var dog vågen i buret og kom ned til afslutningen med en fornem refleksredning.
Det var generelt gæsterne, der pressede mest på for en åbner i opgøret, hvor spillet foregik i vores ende af banen.
Men i det 12. minut kom opgørets første scoring, og det var en blågul en af slagsen. Mila Bischoff udfordrede på højre siden og sendte et hårdt, fladt indlæg ind i feltet, som ramte gæsternes Ashley Baron på benet og gik i nettet. Et uheldt selvmål for Ashley, men en dejlig blågul føring i opgøret.
I det 23. minut var vi uhyre tæt på at bringe os på 2-0 i opgøret, da Mila Bischoff igen drev gæk med Sporting-forsvaret fra sin højre side og kom i dybden. Hun lagde bolden på tværs til Tilde Lindwall, der var helt fri foran mål, men formåede ikke at udplacere gæsternes målvogter.
Med fem minutter tilbage kom den udbyggende scoring til gengæld. Efter lidt klumpspil og forvirring i Sporting-forsvaret dukkede bolden op hos Cecilie Buchberg til venstre for mål, som sparkede på mål med indersiden på sin førsteberøring og sendte bolden i kassen i modsatte sidenet. Tomålsføring til vores kvinder på 1964 Park.
En tomålsføring, vi kunne gå til pause med i opgøret efter en godkendt første halvleg.
Kort inde i anden halvleg havde Emilie Fink et forsøg mod krogen, som fra TV-vinklerne så ud til at være meget tæt på at gå ind. Fra kanten af feltet afsluttede hun mod det korte hjørne, men i sidenettet desværre.
Efter en times spil fik gæsterne så reduceret i opgøret. Telma Encarnação fik spottet, af Tompkins var langt ude af målet og afsluttede langt ude fra over Tompkins, som fik fingrespidserne på afslutningen, men kunne ikke dirigere bolden over mål. Ærgerlig reducering, og så stod det 2-1.
Fem minutter senere kom vi dog igen foran med to mål. Og igen var Mila Bischoff involveret. Vores unge offensivspiller drog bolden ned på baglinjen, hvorfra hun lagde bold fladt tilbage i feltet til Tilde Lindwall, som lagde bolden til rette for Pelkowski, der sikkert sendte bolden i nettet til en 3-1-føring.
Og igen få minutter senere var Mila Bischoff tæt på selv at lægge bolden i nettet. En tackling på kanten af feltet havner hos Mila, som tager sigte mod det fjerne sidenet, men Sporting-målvogteren får sendt til hjørnespark.
Dét hjørnespark blev sendt ind til Malin Brenn, der til gengæld headede bolden i kassen på et fornemt hovedstød. Stærk, stærk 4-1-føring til de blågule kvinder med tyve minutter tilbage af opgøret.
I det 80. minut var Telma Encarnação igen tæt på at reducere. Denne gang fra en dødbold et stykke ude fra feltet, som hun sendt mod krogen, men Tompkins fik på fornem vis afværget forsøget.
Mere fik vi ikke i opgøret, og dermed kunne vores blågule kvinder tage en fornem sejr på hele 4-1. Den føring skal forsvares i næste uge, hvor vi skal en tur til den portugisiske hovedstad til returopgøret mod Sporting Clube de Portugal.