
Brøndby Women med sejr i overtid mod Fortuna Hjørring
07.11.2026 14:27
Lørdag middag blev 14. runde af A-Ligaen afviklet i Nordjylland, hvor Brøndby Women gæstede Fortuna Hjørring.
Det blev et solrigt opgør, og det var gæsterne fra Vestegnen, der kom frem til kampens første store målchance efter otte minutters spil.
Efter et hjørnespark til Fortuna Hjørring fik Jalen Tompkins blokeret afslutningen, og returbolden faldt for fødderne af Mila Bischoff uden for feltet. Hun satte hurtigt kurs mod hjemmeholdets felt, hvor hun under pres fra de nordjyske værter fik sendt en afslutning afsted fra højre side af feltet. Bolden blev sendt mod det lange, lave hjørne, men prellede af på stolpen og røg tilbage i spil. Desværre endte returbolden hos hjemmeholdet, og stillingen forblev dermed 0-0.
Efter 35 minutters spil kom Fortuna Hjørring foran. En aflevering fra midten af banen fandt Josefine Valvik på venstrekanten, hvorfra hun fra distancen sendte bolden mod det korte hjørne. Herfra kunne Tompkins ikke forhindre bolden i at gå i nettet til 1-0.
Brøndby Women skulle helt frem til det 68. minut, før den næste store mulighed bød sig. Et frispark fra Bischoff et stykke uden for feltet ramte overliggeren og sprang tilbage i spil. Returbolden endte hos Mathilde Rasmussen i højre side af feltet, hvor hun forsøgte sig med en afslutning, der også ramte overliggeren. Bolden sprang endnu en gang tilbage i spil, og Lilli Halttunen forsøgte sig efterfølgende, men heller ikke hendes afslutning fandt vej til netmaskerne.
Men Brøndby Women havde ikke givet op, og fem minutter før den ordinære spilletids udløb kom udligningen. Bischoff stod for et hjørnespark, som blev sendt ind i feltet, hvor Rakel Engesvik kom først på bolden. Fra venstre side af feltet sendte hun en afslutning mod det lange, lave hjørne, og denne gang sad den lige i skabet. 1-1 på måltavlen.
Brøndby Women havde fået momentum i kampens afsluttende minutter, og det skulle vise sig at blive endnu bedre. I overtiden slog Engesvik nemlig til igen. Fra en central position på midten af banen modtog hun bolden og satte kurs mod Fortuna Hjørrings mål. Ved kanten af feltet sendte hun en velplaceret afslutning mod målet, som strøg ind i venstre side af netmaskerne til 2-1.
Dermed vendte Brøndby Women kampen på hovedet i de afsluttende minutter og kunne efter slutfløjtet tage alle tre point med hjem til Vestegnen.
Allerede på onsdag venter endnu et stort opgør, når Brøndby Women på 1964 Park tager imod Rosenborg BK i returopgøret i UEFA Women’s Europa Cup. Her skal de blågule kæmpe for en plads i kvartfinalerne. Du kan stadig nå at købe din billet her.



