
Julie Tavlo indstiller karrieren
09.03.2026 13:00
En af dansk kvindefodbolds markante profiler, Julie Tavlo, har besluttet at indstille sin aktive fodboldkarriere med øjeblikkelig virkning og har dermed spillet sin sidste kamp for Brøndby IF.
Efter en lang og succesfuld karriere har Julie Tavlo valgt, at tiden er inde til at sige farvel til rollen som aktiv spiller. Hun vil dog fortsat træne med holdet frem mod sæsonafslutningen, mens næste kapitel i samarbejde med klubben bliver afklaret.
Gennem karrieren har Julie Tavlo sat et tydeligt aftryk i dansk fodbold. Hun står noteret for 329 kampe og 44 mål, og hendes betydning for holdet er gennem årene blevet understreget af både præstationer og lederskab.
Hun er desuden blevet kåret til Årets Spiller i Brøndby IF tre gange, og hun har været en central del af de hold, der har sikret klubben tre danske mesterskaber og tre pokaltitler.
På landsholdsniveau repræsenterede Julie Tavlo også det danske landshold, hvor det blev til 17 A-landskampe.
Selv fortæller Julie Tavlo om beslutningen.
- Min tid som fodboldspiller er slut, men det er med en kæmpe glæde, stolthed og taknemmelighed, at jeg sætter støvlerne på hylden.
- Jeg har elsket det hele. Alle de frivillige, trænere og ledere gennem årene, mine holdkammerater - og selvfølgelig vores fantastiske fans. Alle har været med til at give mig uforglemmelige minder og store oplevelser.
- Det er umuligt for mig at beskrive, hvad Brøndby IF har betydet for mig. Klubben har 'reddet' mig i mine sværeste livssituationer, og klubben har været med til at skabe mig som menneske. Tak er et fattigt ord i denne sammenhæng, og jeg føler mig meget privilegeret, at jeg fortsat får lov at være med på og udenfor banen, fortæller Julie Tavlo.
Selvom støvlerne nu lægges på hylden, er ambitionen at Julie Tavlo fortsat skal spille en rolle omkring holdet i fremtiden. Klubben vil i den kommende tid arbejde på at finde den rette rolle til hende, så hendes erfaring og store klubkendskab fortsat kan komme fællesskabet til gavn.
Head of Women's Football, Kim André Pedersen, fortæller om det valg, som Julie Tavlo har truffet.
- En legende takker af. Julie har været en strålende repræsentant for Brøndby IF over mange år.
Hun har bidraget med erfaring, tydelighed, engagement og forsvarsspil på højt niveau. Nu er tiden kommet til, at hun skal overlade banen til nogle andre, og denne beslutning er taget efter en god dialog, og vi har stor respekt for beslutningen.
- Jeg er utrolig glad for, at Julie kan se sig i en anden rolle, som vi i fællesskab skal finde sammen, så vi kan videreudvikle på andre områder i klubben. Vi lukker dermed ned for et kapitel, men åbner for et nyt, fortæller Kim André Pedersen.
Med hendes engagement, professionalisme og mange års erfaring har Julie Tavlo været en markant profil i dansk kvindefodbold – og hun vil fortsat være en vigtig del af miljøet omkring holdet.