
Isabella Andersen rykkes op i førsteholdstruppen
27.05.2026 10:46
Brøndby IF kan i dag offentliggøre, at Isabella Andersen efter sommerferien rykkes permanent op i førsteholdstruppen fra klubbens U19-hold, hvor hun har underskrevet en aftale frem til sommeren 2028.
Den unge keeper har været en del af Brøndby IF’s ungdomsafdeling gennem de seneste tre år, hvor hun har udviklet sig markant både på og uden for banen. Med stærke præstationer på U19-holdet belønnes hun nu med en plads i førsteholdstruppen som næste skridt i hendes udvikling.
Isabella Andersen ser frem til muligheden for at tage skridtet op på førsteholdet.
- Det betyder utrolig meget for mig at få muligheden i Brøndbys førsteholdstrup. Jeg har udviklet mig rigtig meget i klubben de seneste år, og jeg glæder mig til at lære endnu mere og arbejde hårdt hver dag for at bidrage til holdet, siger Isabella Andersen.
Head of Women’s Football, Kim André Pedersen, glæder sig over at endnu et talent fra egne rækker tager skridtet op.
- Isabella har gennem længere tid vist en stærk udvikling og en stor vilje til at lære. Hun repræsenterer mange af de værdier, vi ønsker i vores miljø, og vi ser et spændende potentiale i hende. Derfor er vi glade for at tage hende op i førsteholdstruppen, siger Kim André Pedersen.
Oprykningen er samtidig et billede på det fortsatte fokus på talentudvikling i Brøndby IF, hvor arbejdet med at skabe en stærk forbindelse mellem ungdomsafdelingen og førsteholdet er en central del af klubbens strategi.