Amalie Thestrup vender hjem

12.06.2026 10:59

Brøndby IF kan med stor glæde byde velkommen tilbage til Amalie Thestrup, der vender hjem til Vestegnen efter syv år i udlandet. Den 31-årige angriber skifter til Brøndby IF på efter kontraktudløb med engelske Charlton Athletic og har skrevet under på en aftale frem til sommeren 2028.

Thestrup kommer til Brøndby IF efter en stærk sæson i England, hvor hun netop har været med til at sikre Charlton Athletic oprykning til den bedste engelske række, WSL.

Dermed vender den rutinerede angriber tilbage til klubben, hvor hun spillede fra 2014 til 2016. I den periode nåede hun 60 kampe og 19 mål i den blå-gule trøje.

Amalie Thestrup har gennem sin karriere opbygget stor international erfaring med ophold i flere europæiske klubber. Efter sin første periode i Brøndby IF har hun blandt andet repræsenteret PSV, Liverpool, AS Roma, West Ham United, Bristol City og senest Charlton Athletic.

Head of Women's Football, Kim André Pedersen, glæder sig over at byde Thestrup velkommen tilbage til Vestegnen.

- Amalie er en spiller, som kender Brøndby IF indgående, og som gennem sin karriere har samlet værdifulde erfaringer på højeste niveau både i Danmark og internationalt. Hun kommer med en stærk vindermentalitet, stor kvalitet i offensiven og en personlighed, der passer perfekt ind i den kultur, vi ønsker at bygge videre på.

Samtidig er gensynet med Brøndby IF også et gensyn med klubben, hvor hendes fodboldrejse for alvor begyndte. Thestrup spillede ungdomsfodbold i Brøndby IF fra U14 til U19, inden hun senere fik sit gennembrud på klubbens førstehold.

At kunne vende retur til klubben som var med til at kickstarte fodboldkarrieren betyder meget for Thestrup.

- Brøndby IF har altid haft en særlig plads i mit hjerte, og derfor betyder det utrolig meget for mig at vende tilbage. Jeg har haft nogle fantastiske år i udlandet og lært meget undervejs, men det føles som det helt rigtige tidspunkt at komme hjem. Jeg glæder mig til igen at spille foran fansene og til at være med til at skabe succes for klubben.