Sejr i straffesparkskonkurrence mod Slavia Prag

08.08.2026 21:27

Lørdag aften skulle vores blågule kvinder ud i en duel mod tjekkiske Slavia Prag om en plads videre i kvalifikationen til UEFA Women’s Europa Cup.

En knald-eller-fald-kamp, hvor der skulle findes en vinder. Hvis vi derfor ville forlænge vores europæiske eventyr, krævede det en sejr mod tjekkerne.

Vi fik også en stærk start på opgøret, hvor presset hurtigt blev lagt på tjekkernes banehalvdel. Her kom vi frem til flere halve chancer i de første tyve minutter, mens Slavia Prag havde problemer med at komme over midterlinjen med bolden. En god blågul første periode af kampen, dog uden scoringer.

En halv time inde i opgøret kom den bedste mulighed til vores blågule kvinder, da Mila Bischoff kom fri i højre side og forsøgte med en afslutning mod fjerneste stolpe. Fint sparket, men bolden blev rettet af og sneg sig uden om stolpen til hjørnespark.

Tjekkerne kom en anelse bedre med mod slutningen af halvlegen, hvor de havde enkelte dødboldsmuligheder, der dog ikke for alvor blev farlige. Det var dog fortsat en blågul dominans, men de helt åbne og klare målchancer udeblev, og derfor måtte vores blågule kvinder i omklædningsrummet og finde ud af, hvordan vi kunne veksle den dominans til scoringer i anden halvleg.

Og det fik vi i starten af anden halvleg. Mila Bischoff drog bolden frem i højre side, og med et hårdt, fladt skud fik hun udplaceret Slavia Prag-keeperen og sendt bolden i kassen til en blågul 1-0-føring. Endelig fik vores blågule kvinder prikket hul på bylden i opgøret.

Efter føringsmålet blev det noget mere jævnbyrdigt i opgøret, hvor størstedelen af spillet foregik på midten af banen.

I den sidste halvdel af anden halvleg fik Slavia Prag spillet sig lidt længere frem på banen, men de fik ikke givet Tompkins i det blågule net særligt meget arbejde.

Med omtrent et kvarter tilbage af opgøret blev det til gengæld lidt farligt fra et hjørnespark, hvor en Slavia Prag-spiller modtog bolden i fødderne ved kanten af feltet og havde rigeligt med plads til en afslutning. Heldigvis fik hun ikke ordentligt ram på bolden og sendte den til målspark.

Igen få minutter efter blev de farlige fra et hjørnespark. Denne gang med hovedet, hvor en tjekkisk spiller hoppede højest og headede lige over overliggeren.

Det tjekkiske pres fortsatte, og kampens afslutning blev derfor en kamp for overlevelse for vores kvinder, hvor tjekkerne fik mange dødboldsmuligheder og ad flere omgange var tæt på at udligne.

Og i det 88. minut gik den desværre heller ikke længere. Efter lidt klumpspil oven på et hjørnespark fik Slavia Prags Szewieczkova kæmpet bolden ind over stregen til 1-1.

Mere fik vi ikke i ordinær spilletid, og derfor måtte vi ud i forlænget spilletid og en potentiel straffesparkskonkurrence for at finde en vinder.

Straffesparksdrama
I det første kvarter af den forlængede spilletid fortsatte de mange hjørnespark for tjekkerne, og de var dygtige til at gøre dem farlige. Vi stod heldigvis godt imod, mens vi lurede på at slå kontraangreb efterfølgende.

Buchberg stod for vores bedste mulighed i de første 15 minutter, hvor hun modtog en lang tværbold og var fri til afslutning på kanten af feltet til venstre, men fik overplaceret sin afslutning.

Der kom ikke nogen scoringer i den forlængede spilletid, og derfor måtte vi ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.

Her var vores skytter dog sikkerheden selv, mens Jalen Tompkins reddede ét af tjekkernes straffespark. Således kunne Hafrún Halldórsdóttir som sidste sparker sende holdkammerater og bænk i ekstase med et velplaceret straffespark, og dermed vandt vi straffesparkskonkurrencen mod Slavia Prag.

Dermed fortsætter den europæiske rejse for vores blågule kvinder, som træder ind i UEFA Women’s Europa Cup.