
Michaela Kovacs er ny Brøndby-spiller
12.07.2026 13:59
Brøndby IF kan med glæde byde velkommen til den amerikanske forsvarsspiller Michaela Kovacs, der skifter til klubben fra engelske Birmingham.
Den 29-årige forsvarsspiller har skrevet under på en aftale, der løber frem til udgangen af 2027, og bliver en del af truppen frem mod den kommende sæson.
Kovacs kommer til Vestegnen med stor international erfaring efter ophold i blandt andet England, Sverige og Norge. Under sin tid i norske Vålerenga fik hun også erfaring fra UEFA Women's Champions League, hvor hun var med til at konkurrere mod nogle af Europas stærkeste spillere.
Head of Women's Football, Kim André Pedersen, ser frem til at få den rutinerede amerikaner ind i truppen.
- Michaela er en ledertype med ekstremt stærke færdigheder i forsvarsspillet og i at forsvare eget felt. Hun kommer med masser af erfaring, blandt andet fra UEFA Women's Champions League. Hun er en spiller, der stiller store krav til sig selv og sine holdkammerater, og jo stærkere modstanderen er, desto bedre præsterer hun. Hun tilfører os endnu en dimension i vores forsvarsspil, samtidig med at hun har evnen til at kontrollere og tage styring i vores opbygningsspil og mærke kampens forskellige momentum.
For Michaela Kovacs var valget af Brøndby IF et naturligt skridt i karrieren.
- Brøndby IF er en klub med en stolt europæisk historie, og jeg er utrolig glad for at blive en del af den næste fase, hvor klubben arbejder på at vende tilbage til den europæiske scene. Jeg glæder mig til at bidrage til holdets udvikling og til at møde både mine nye holdkammerater og klubbens fans.
Amerikanske Michaela Kovacs får nummer 3 og har første træning med holdet i morgen.