
Brøndby IF forlænger med Head of Women's Football Kim André Pedersen
10.07.2026 13:00
Brøndby IF har forlænget samarbejdet med Head of Women's Football, Kim André Pedersen, så aftalen nu løber yderligere to år.
Kim André Pedersen tiltrådte rollen som Head of Women’s Football i sommeren 2024, og her har han stået i spidsen for den fortsatte sportslige udvikling af Brøndby Women.
Undervejs har Brøndby IF taget et historisk skridt, da kvindeholdet i november 2024 blev gjort fuldtidsprofessionelle som den første danske klub nogensinde, ligesom kvinderne i den forgangne sæson sikrede sig sølvmedaljer i A-Liga og en plads i kvalifikationen til UEFA Women's Champions League.
Kvalifikationen til UEFA Women's Champions League sparkes i gang i starten af august, hvor Brøndby Women er blevet parret med hollandske AFC Ajax.
Læs mere om kvalifikationen her.
Fodbolddirektør Julius Ohnesorge glæder sig over, at Brøndby IF med forlængelsen nu sikrer kontinuitet i ledelsen af kvindefodbolden.
– Kim André har været en vigtig drivkraft i den udvikling, vi har sat i gang på kvindesiden. Han har været med til at skabe en stærkere sportslig struktur, styrket samarbejdet på tværs af organisationen og været med til at løfte de rammer, vores spillere og stab arbejder i hver eneste dag.
– Kontinuitet er afgørende, når man skal bygge videre på et stærkt fundament. Derfor er vi meget glade for at have forlænget samarbejdet med Kim André. Han kender klubben, organisationen og de mennesker, der hver dag arbejder for at styrke kvindefodbolden i Brøndby IF, siger Julius Ohnesorge.
Siden ankomsten til Vestegnen har Kim André Pedersen været med til at videreudvikle både den sportslige organisation og hverdagen omkring kvindeholdet. Med fuldtidsprofessionelle rammer og europæisk deltagelse som en del af klubbens virkelighed peger udviklingen fortsat fremad.
Selv glæder Kim André Pedersen sig over at fortsætte arbejdet i Brøndby IF.
- Jeg er utrolig glad for at forlænge mit samarbejde med Brøndby IF. Det seneste år har været både spændende og udviklende, og jeg oplever en klub med store ambitioner og et stærkt ønske om hele tiden at flytte sig.
- Vi har sammen taget nogle vigtige skridt, men jeg ser samtidig et endnu større potentiale foran os. Vi har dygtige mennesker omkring holdet, talentfulde spillere og et stærkt fundament at bygge videre på. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at udvikle kvindefodbolden i Brøndby IF i de kommende år, siger Kim André Pedersen.



