
Sebastian Vistisen Toft
Tilde Lindwall er ny Brøndby-spiller
23.01.2026 09:59
Brøndby IF har sikret sig den svenske spiller Tilde Lindwall, som skifter til Vestegnen efter senest at have spillet for norske Vålerenga Fotball. Den 24-årige spiller har underskrevet en aftale, der løber frem til udgangen af 2027.
Tilde Lindwall kommer til Brøndby IF med solid erfaring fra svensk og norsk topfodbold, hvor hun over flere sæsoner har været en markant profil i Djurgården og Vålerenga Fotball.
Fodboldopdragelsen kommer fra barndomsklubben Djurgården, hvor det blev til hele 128 kampe.
I begyndelsen af 2024 skiftede Tilde Lindwall til norske Vålerenga Fotball, hvor det blev 36 kampe hvoraf otte af disse var i UEFA Women's Champions League. Hun var med til at vinde det norske mesterskab og pokalen i 2024 med den norske hovedstadsklub.
Hun har repræsenteret det svenske ungdomslandshold hele 26 gange, og kommer derfor med en solid portion erfaring.
Head of Women’s Football i Brøndby IF, Kim André Pedersen, ser et stort potentiale i den nye signing:
- Tilde er en meget atletisk og teknisk stærk spiller, som er rigtig god med bolden. Hun er fleksibel i sit spil og god i både store og små rum. Hun er farlig foran mål og har et afgørende repertoire med bolden til at skabe chancer. Derudover er hun meget dygtig i 1 mod 1-situationer. Hun har gennem flere år opnået stor erfaring i Vålerenga, og vi glæder os til for alvor at få hende i gang i Brøndby IF.
Tilde Lindwall selv ser frem til udfordringen i Brøndby IF og glæder sig til at blive en del af klubben og miljøet:
- Det føles meget spændende at have skrevet kontrakt med Brøndby IF. Det er en succesfuld klub med høje ambitioner, som jeg har haft et godt øje til i et stykke tid. Jeg har også fået et rigtig godt indtryk af klubben og menneskene her – det er et professionelt miljø, som jeg tror vil passe mig godt. Nu ser jeg frem til at trække kamptrøjen over hovedet og spille foran alle Brøndby-fansene.
Tilde har første træning med holdet senere i dag.