
Sejr over Sønderjyske i målrigt opgør på Brøndby Stadion
17.08.2026 19:37
Trods en fremragende første halvleg oppe med 3-0 ved pausen endte det alligevel med en sejr på 3-2, da vi mandag aften besejrede Sønderjyske.
Efter en første halvleg hvor der stod Brøndby på det hele, blev gæsterne lukket ind i kampen efter pausen, og her fik de med to scoringer bragt spænding ind undervejs i opgøret, trods vi tog alle tre point efter 90 minutter.
Efter en indledning på kampen, hvor Sønderjyske et par gange bød sig til i vores felt, stod der ellers Brøndby på hele forestillingen i løbet af de første 45 minutter.
Der skulle ikke gå længe, før kampens hidtil største mulighed kom. Mads Frøkjær fandt Marcus Younis med et indlæg, og australieren var tæt på at bringe os foran, men hans afslutning prellede af på stolpen.
Presset mod Sønderjyskes mål tog til, og efter 18 minutter gav det pote.
Olti Hyseni fandt Max Ejdum, der sendte bolden videre til Frøkjær. Offensivspilleren svigtede ikke og sendte sikkert bolden i nettet til 1-0 og satte dermed punktum for et flot blågult angreb.
Føringsmålet gav yderligere vind i sejlene, og kort efter slog Frøkjær til igen.
En fejl i Sønderjyskes opspil blev straffet prompte, da bolden blev opsnappet og Frøkjær sikkert sendte sin anden scoring i nettet. På få minutter havde vi dermed bragt os foran 2-0 og havde fuldstændig kontrol over kampen.
3-0-scoring inden pausen
Herfra var det de blågule, der sad tungt på begivenhederne. Gæsterne havde svært ved at spille sig ud af vores pres, mens vi igen og igen flyttede spillet ned omkring Sønderjyskes felt.
Og umiddelbart før pausen blev føringen udbygget yderligere.
Oskar Fenger var først over returen efter en redning fra gæsternes keeper og fik sendt bolden videre til Olti Hyseni. Kantspilleren sparkede resolut bolden ind mellem benene på målmanden og i nettet til 3-0 mod sin tidligere klub.
Dermed kunne vi gå til pause efter en første halvleg, hvor der var total blågul dominans.
Sønderjyske svarede tilbage i anden halvleg
Med en tremålsføring i ryggen begyndte vi anden halvleg med et solidt udgangspunkt, men efter knap en times spil fik gæsterne tro på tingene.
Et frispark blev sendt ind i feltet, hvor Sønderjyskes Tambedou kom højest og headede bolden ind bag Pentz til 3-1.
Reduceringsmålet ændrede kampbilledet. Hvor vi gennem store dele af første halvleg havde haft et fast greb om opgøret, begyndte Sønderjyske nu at spille sig længere frem på banen.
Og blot seks minutter senere blev spændingen for alvor bragt tilbage på Brøndby Stadion.
Gæsterne reducerede endnu engang, og pludselig var vores føring skrumpet fra tre mål og ned til ét. Sønderjyske havde for alvor fået momentum.
Det satte sit præg på kampens sidste del, hvor spillet blev mere fysisk og hakkende for begge mandskaber.
Ikke desto mindre rokkede de to Sønderjyske-scoringer ikke ved kampens udfald, og vi kunne derfor gå fra banen på Brøndby Stadion med alle tre point.



