
Brøndby IF sælger Emma Brunes til SK Brann
27.08.2026 13:59
Brøndby IF tager afsked med norske Emma Brunes, der fortsætter karrieren i SK Brann.
Den 22-årige forsvarsspiller blev hentet til Vestegnen fra Kolbotn i januar 2025. I de første seks måneder af sin kontrakt hos Brøndby Women blev hun udlejet til LSK Kvinner, inden hun officielt sluttede sig til den blågule trup i sommeren 2025.
I det års tid, hun har været i klubben, er det blevet til 21 kampe for Emma, mens hun sideløbende har været en fast del af det norske U23-landshold.
Nu går turen altså hjem til Norge, hvor SK Brann bliver hendes nye klub.
Head of Women's Football, Kim André Pedersen, siger:
- Vi er meget glade for den tid, Emma har haft i Brøndby, og for den udvikling, hun har gennemgået.
Emma er en ung spiller med et stort potentiale, og da SK Brann kom på banen, var det også et ønske fra Emma selv. Vi synes, at det gav god mening, og derfor blev det en god proces for alle parter.
Brøndby IF takker Emma Braut Brunes for indsatsen i klubben og ønsker hende alt det bedste i den videre karriere i SK Brann.



