Theresa Eslund fortsætter som Head of Player Development

23.05.2025 09:44

Brøndby IF kan i dag meddele at Theresa Eslund forlænger sin aftale og fortsætter i rollen som Head of Player Development for klubbens kvindehold.
Theresa, der tidligere har spillet 314 kampe for Brøndby IF og 133 landskampe for Danmark, trådte ind i sin nuværende rolle i august 2024 og vil fortsat bidrage til udviklingen af klubbens spillere.

- Jeg er glad for at fortsætte i den klub, som har haft en så stor betydning for mig og min karriere. Jeg håber, at jeg kan være med til at bidrage til den udvikling og det projekt, som der er i gang i klubben, og at jeg kan give lidt tilbage til Brøndby IF, udtaler Theresa Eslund.

Head of Women's Football, Kim André Pedersen, udtrykker stor tilfredshed med forlængelsen.

- Vi er rigtig glade for, at Theresa Eslund fortsætter i klubben. Med denne aftale viser vi, at vi tager det seriøst på vores og dansk kvindefodbolds vegne, når vi ønsker at få tidligere stærke og dygtige danske spillere ind i trænergerningen. Theresa har en enorm erfaring som spiller og menneske. Vi har været rigtig tilfredse med det arbejde hun gjort det seneste år, og vi glæder os over det fortsatte samarbejde.

Theresas fortsatte engagement i Brøndby IF understreger klubbens fokus på at styrke kvindefodbolden gennem erfarne profiler, der kan bidrage til både sportslig udvikling og talentudvikling.