Nyt træningsudstyr til Brøndby IF Women med støtte fra Danske Spil og Oddset

26.06.2025 13:00

Brøndby IF Women har netop modtaget nyt træningsudstyr til styrkerummet - en vigtig investering i holdets fremtidige udvikling, som vores mangeårige partner Danske Spil står bag.

Danske Spil og Oddset har været stolte af at støtte kvindefodbolden i Brøndby IF, og med investeringen i nyt udstyr til kvindeholdet sender de en sidste pasning mod, at kvinderne også i fremtiden har de bedste forudsætninger for at bygge et stærkt fundament med nyt træningsudstyr.

Det nye udstyr skal nemlig styrke den fysiske træning og forberedelse hos spillerne og skal være med til bidrage til udviklingen af spillernes fysiske kunnen. Udstyret er ekstra tilføjelser til de allerede eksisterende faciliteter.

Andreas Kure, Head of Physical Performance i Brøndby IF Women, fortæller:

- Den her støtte er vi rigtig glade for. Det giver os mulighed for at løfte vores fysiske setup og dermed også den enkelte spillers udvikling. Når vi har det rette udstyr til rådighed, kan vi arbejde endnu mere målrettet og professionelt med spillerne - både individuelt og som hold, og derfor er vi utrolig glade for, at Danske Spil og Oddset har investeret i det her træningsudstyr til os.

Kimmi Ae-Joo Kjelgaard-Larsen, teamleder for Branding, Oddset hos Danske Spil, er rigtig glad for at kunne være med til at bidrage positivt til udviklingen af kvindefodbolden.

- Det er en fornøjelse for os at kunne støtte Brøndby IF Women på denne måde. Vi tror på, at adgang til det rette udstyr gør en reel forskel - både for det daglige arbejde og for spillernes langsigtede udvikling. Vi er stolte af at bidrage til at skabe bedre vilkår for kvindelige atleter i Danmark, fortæller hun.