Joh Foto

Martyna Brodzik er ny Brøndby-spiller

13.06.2025 09:00

Brøndby IF har styrket truppen med tilgangen af den polske landsholdsspiller Martyna Brodzik. Den 23-årige midtbanespiller skifter til klubben fra polske Pogon Szczecin. Her har hun været med til at vinde den polske liga i 2024, og for et par uger siden blev det til sølv i den polske pokalturnering efter nederlag på straffespark.

Martyna Brodzik har allerede fået flere kampe på den internationale scene med optrædener for det polske landshold og i UEFA Women's Champions League og hun ser frem til nye udfordringer i Danmark.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at spille for Brøndby IF. Klubben har en stærk kultur og et højt sportsligt niveau, som jeg ønsker at bidrage til. Da jeg var forbi klubben fik jeg et godt indtryk af både staben, spillerne og de faciliteter klubben har. Jeg er klar til at arbejde hårdt og tage næste skridt i min udvikling, udtaler Brodzik.

Head of Women’s Football i Brøndby IF, Kim André Pedersen, er begejstret for den nye signing.

- Martyna er en spiller med stor kvalitet og international erfaring, som vi har fulgt længe - hvor vi også har været i Polen for at se hende i aktion. Hun passer rigtig godt ind i vores spillestil, og vi ser hende som en god tilføjelse til truppen og vores ambitioner fremadrettet, siger Kim André Pedersen.

Brodzik støder til holdet efter sommerferien, hvor hun skal forberede sig med truppen til den kommende sæson.