
Brøndby IF forlænger med Dajan Hashemi
03.06.2025 08:29
Brøndby IF kan med stor glæde meddele, at offensivspilleren Dajan Hashemi har forlænget sin kontrakt med klubben frem til sommeren 2026.
Siden sin ankomst til Vestegnen i sommeren 2023 har Hashemi spillet en vigtig rolle i Brøndbys offensiv. Hun har opnået 55 kampe og nettet 15 gange på tværs af alle turneringer.
Den 24-årige offensivspiller glæder sig over forlængelsen og ser frem til den videre udvikling i den gule trøje.
- Jeg er rigtig glad for at fortsætte i Brøndby IF. Jeg føler, vi er i gang med noget spændende, og jeg glæder mig til at bygge videre sammen med holdet og staben, siger Dajan Hashemi.
Head of Women’s Football i Brøndby IF, Kim André Pedersen, ser også forlængelsen som et vigtigt skridt i klubbens ambitioner.
- Dajan har været en vigtig spiller for os siden sin ankomst. Hun arbejder hårdt, og hendes udvikling har været opadgående. Vi er rigtig glade for, at hun har valgt at forlænge, og vi ser frem til hendes fortsatte bidrag til holdet, udtaler Kim Andre Pedersen.