Joh Foto
Brøndby IF og Julie Tavlo forlænger samarbejdet
22.01.2025 11:29
Brøndby IF og Julie Tavlo er blevet enige om at forlænge aftalen, så den løber frem til sommeren 2027.
Den rutinerede forsvarsspiller blev anfører sidste sommer, og har i mange år ageret et stærkt og sikkert anker i midterforsvaret. I november rundede hun 300 kampe for klubben, og det skal nu blive til endnu flere.
Selv fortæller hun.
- Jeg er enormt stolt og glad for min forlængelse af flere grunde. For det første, så får jeg lov til at være en del af det fuldtidssetup, som vi har arbejdet for i mange år. Det glæder jeg mig virkelig over, og det har allerede kunnet mærkes positivt de første par uger.
Dernæst får jeg lov til at afslutte min karriere i min hjerteklub. Jeg kunne ikke ønske mig meget mere.
Head of Women's Football Kim André Pedersen glæder sig over forlængelsen.
- At vores anfører fortsætter rejsen hos os er vi rigtig glade for. At hun fortsætter i klubben fortæller meget om de ambitioner vi har som klub, og ønsket om at blive bedre dag for dag.
Julie er en stor leder, og hun sætter dagligt et højt niveau for hvordan man skal forberede sig og præstere.
Hun tager ansvar for sig selv, for andre og tager hele klubben på sine skuldre. Det er derfor med stolthed, at vi har forlænget med Julie.