Brøndby IF henter Emma Brunes og lejer hende ud
15.01.2025 09:59
Brøndby IF er blevet enige med den 21-årige forsvarsspiller Emma Brunes. Hun bliver lejet ud til LSK Kvinner det næste halve år, og vil derfor først trække i Brøndby-trøjen i den nye sæson.
Emma Brunes har de sidste tre år repræsenteret norske Kolbotn og havde kontraktudløb denne vinter.
Hun har været en fast del af det norske U23-landshold, og har også repræsenteret ungdomslandsholdene.
Head of Women's Football Kim André Pedersen fortæller om det store forsvarstalent.
- Vi er rigtig glade for at det lykkedes at hente Emma til klubben. Hun er ung og utrolig lovende, og vi ser gode fremtidsmuligheder i Brøndby IF for Emma. Trods sin unge alder er hun meget erfaren og har prøvet meget i den norske liga og med landsholdet.
Hun er en hurtig forsvarsspiller, som er god til at beskytte bagrummet. Hertil er hun stærk på bolden, og god til at finde sin medspiller fremme i banen.
Vi har været nødt til at hente hende nu, da vi og andre større klubber ser et stort potentiale i hende, og derfor er vi rigtig glade for den dialog vi har haft med Emma, og at hun valgte at sige ja til det projekt vi har gang i. Det næste halve år lejes hun ud til LSK Kvinner, hvorfor vi har en god udviklingsplan for hende.
Selv fortæller Emma Brunes om skiftet til Brøndby IF.
- Jeg er glad for at skifte til Brøndby IF, og det virker som et utroligt spændende projekt. Jeg var forbi klubben et par dage, og jeg fik et rigtig godt indtryk af staben, spillerne og klubben.
Jeg glæder mig til at komme i gang til sommer efter et spændende halvt år i LSK Kvinner.