Kamilla Karlsen inden Fortuna: Holdet har fundet hinanden
12.10.2024 09:15
Onsdag aften tog vi fjerde sejr på stribe, da Østerbro IF blev besejret med 2-0 i Gjensidige Kvindepokalen. I opgøret fik Kamilla Karlsen en nøglerolle, da hun var tilbage på sin gamle position i midterforsvaret, hvorfra hun var med til at sikre et cleen sheet og tilmed kom på scoringstavlen.
- Jeg synes det var sjovt. Jeg føler lige at jeg skulle spille mig selv lidt varm igen, fordi det var lang tid siden, men jeg synes det var sjovt, og dejligt at kunne have lidt overblik nede fra bagerste kæde. Så var det selvfølgelig også dejligt at komme på måltavlen igen. Det var længe siden, sagde Karlsen med et smil umiddelbart efter opgøret mod Østerbro IF.
Efter en sæsonstart med både op- og nedture samt svingende præstationer ser den primære midtbanespiller nu en trup, hvor stemningen er god og hvor der er stor villighed for at arbejde hårdt for hinanden.
- Jeg føler vi som hold er et andet sted nu. Vi har fundet meget bedre ind i det taktiske oplæg. Det havde vi lidt sværere ved i starten af sæsonen, fordi vi lige skulle lære trænerne og hinanden at kende, efter de mange udskiftninger i sommer, men jeg føler stemningen er rigtig god, vi har det godt sammen, og vi træner hårdt og forventer meget af hinanden. Så det er rigtig dejligt, fortæller vores midtbanespiller.
Vendepunktet i Aarhus
Efter bare én sejr i sæsonens første fem kampe, fik holdet en afgørende 3-2-sejr i Aarhus i sjette spillerunde, da AGF blev besejret efter de blågule undervejs var bagud. Siden da er det blevet til lutter af sejre, og Kamilla Karlsen tror på, at oplevelsen i Aarhus var vendepunktet holdet havde brug for.
- Sejren over AGF blev lidt vendepunktet for os i den her sæson. Det håber jeg i hvert fald. Det blev lidt mere end arbejdssejr, end vi havde håbet, men jeg tror, at det at vi laver tre mål i den kamp, selvom det var tæt, og vi indkasserer to mål, har ændret rigtig meget for os, og vores tro på tingene, siger Karlsen.
På søndag er der så mulighed for at forlænge stimen af sejre til fem på stribe, når truppen jagter revanche mod et Fortuna Hjørring-hold, der gav de blågule store problemer i sæsonens første spillerunde. Karlsen mener dog at kvinderne står bedre rustet til opgaven denne gang.
- Vi skal spille det spil vi har spillet de sidste par kampe. Den første kamp mod Fortuna, der var vi ikke helt komfortable i det taktiske oplæg, og jeg føler, at vi kender hinanden meget bedre nu, og ved hvor hinanden skal være på banen, så jeg håber på en meget mere spændende kamp, og jeg håber vi kan give dem kamp til stregen, fortæller onsdagens målscorer, inden hun sætter ord på vigtigheden af at få hægtet sig på i toppen af tabellen:
- Kampen bliver rigtig vigtig, men den selvfølgelig ikke altafgørende, fordi der stadig er mange kampe tilbage, men det er rigtig vigtigt, at vi begynder at tage point nu, også mod dem, der ligger over os i tabellen.
Der er kampstart mod Fortuna Hjørring i morgen klokken 13:00 på Nord Energi Arena.