Tavlo om 300 kampe i gult og blåt: Brøndby IF har formet mig som menneske
15.11.2024 09:01
Søndag aften kunne vores kvinder fejre en vigtig sejr i Gjensidige Kvindeligaen, da HB Køge blev besejret med en smal 1-0-sejr på udebane. Kampen i sig selv vil næppe gå over i historiebøgerne, men for vores anfører Julie Tavlo var det en helt speciel kamp.
Midterforsvaren spillede nemlig sin kamp nummer 300 i den blågule trøje og meldte sig dermed ind i et fornemt selskab af meget få spillere, der har rundet netop den milepæl.
Tavlo selv havde aldrig regnet med at skulle runde så skarpt et hjørne, for det hun betegner som sin hjerteklub, og derfor betyder milepælen også noget helt særligt.
- Det er overvældende. Dengang jeg startede i Brøndby, tror jeg ikke, at jeg havde forstillet mig, at jeg skulle runde 300 kampe for den klub, der har betydet allermest for mig nogensinde. Så jeg er superstolt, beæret og glad, men jeg har ikke sådan en følelse af at være mættet. Jeg er ikke færdig med at spille fodbold, siger en emotionel anfører.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vokset op med Brøndby IF
Den blågule karriere startede tilbage i 2014, da en Tavlo midt i tyverne tog turen fra Taastrup til Brøndby IF. Kærligheden til klubben startede dog langt tidligere, og det lå nærmest i kortene at det var her hun skulle slå sine folder.
- Da jeg var helt lille, der sad jeg og lyttede til radioen og hørte Brøndby spille, da min far ikke var hjemme. Jeg er kommet på Brøndby Stadion, siden jeg var helt ung, og er selv født og opvokset på Vestegnen, fortæller Tavlo.
Skiftet til Brøndby skulle vise sig ikke bare at blive et afgørende valg for karrieren, men også for livet i sin helhed.
- Brøndby har været med til at forme mig som menneske. En ting er at jeg har spillet her i mange år, og jeg elsker at spille den form for fodbold, vi spiller her, men en anden ting er jo også, at det har båret mig igennem hele mit liv. Kærestesorger, sygdom i familien, livskriser og uvenskaber med veninder, hvad man ikke har været igennem, så har klubben og Brøndby IF været der for mig, fortæller midtstopperen inden hun fortsætter:
- Klubben har altid stået klar, når jeg har haft brug for det, også selv om jeg lige havde en kort tur til Spanien, for at prøve udlandet, der mærkede jeg også, at Brøndby IF er det sted jeg helst vil være.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Personligt har tiden på Vestegnen også været med til at udvikle den nu tidligere midtbanespiller, og været med til at drage hende en masse vigtige erfaring.
- Jeg har altid været meget temperamentsfuld, men jeg blevet bedre til at tøjle det. Jeg ved, hvem jeg er nu. Jeg kender mine styrker og mine svagheder, og jeg kender min rolle i Brøndby. Jeg har meget at takke klubben for, siger den taknemmelig anfører.