Historisk skridt: Brøndby IF indfører fuldtidsprofessionalisme for kvindeholdet

11.11.2024 09:30

Brøndby IF Women har som den første danske klub taget et historisk skridt mod at styrke kvindefodbolden ved at indføre fuldtidsprofessionalisme for kvindernes førsteholdstrup, som vil give flere af spillerne i truppen muligheden for at dedikere sig fuldt ud til et liv som fuldtidsprofessionel. 

Head of Women’s Football for Brøndby IF Women, Kim André Pedersen, ser dette som et vigtigt skridt for spillernes udvikling og beskriver den nye ordning, som et stort skridt mod en mere professionel ramme, der nærmer sig herrernes setup.

- Det er en stor milepæl for kvindefodbolden i Danmark og for Brøndby IF Women. Med fuldtidsprofessionalisme kan vi tilbyde vores spillere en mere struktureret og målrettet hverdag, som mere og mere vil komme til at ligne det professionelle set-up som man kender fra herrefodbold, da vi blandt andet så kan rykke træningerne fra om aftenen til om eftermiddagen. Alt i alt betyder det, at vi over tid vil kunne løfte vores niveau betydeligt, og det vil styrke vores position i dansk og international kvindefodbold.

Ifølge bestyrelsesformand Jan Bech Andersen er dette initiativ en del af klubbens langsigtede strategi om at styrke kvindefodbolden og skabe et miljø, hvor alle spillere får optimale forhold til at udvikle sig.

Han peger på, hvordan kvindefodbolden i udlandet har taget store skridt mod professionalisering, og at det samme nu sker i Brøndby IF Women, hvilket både vil gavne spillerne og dansk kvindefodbold som helhed. Jan Bech Andersen forklarer her.

- Vi ser, hvordan kvindefodbolden udvikler sig i udlandet, hvor flere og flere klubber tilbyder fuldtidsprofessionelle forhold til deres spillere. Vi har taget denne strategiske beslutning, at indføre dette i Brøndby IF Women for at give vores spillere bedre forudsætninger for at lykkes og for at kunne konkurrere på højeste niveau. 

- Vi mener, at det er afgørende, at vi skaber de nødvendige professionelle rammer for kvindefodbolden, hvis vi vil sikre os, at dansk klubfodbold fortsat kan konkurrere internationalt – og indfri de mål, som vi og DBU har for dansk kvindefodbold, herunder kvalifikation til Women’s Champions League. Dette er ikke kun et skridt for Brøndby IF Women, men forhåbentlig også et eksempel, der kan inspirere andre klubber i Danmark til at løfte standarden for kvindefodbolden. Vi investerer i fremtiden og håber, at andre følger med på rejsen.

Brøndby IF Women ligger pt. nummer tredjeplads i Gjensidige Kvindeligaen og spiller næste kamp hjemme mod FC Nordsjælland på Bane 2.

Du kan læse reaktioner fra Julie Tavlo og Julie Madsen fra kvindeholdet, som sætter ord på nyheden lige her.