Joh Foto
Kvinderne storsejrede over AGF
26.05.2024 15:21
Søndag eftermiddag mødte vi AGF foran et propfyldt Bane 2, hvor hele 2.372 tilskuere overværede en hjemmesejr på 4-0.
En fantastisk kulisse til dagens kamp, hvor spillerne kunne mærke energien fra de mange fans.
Allerede efter otte minutter bragte polske Natalia Wróbel os i front, da hun på bagerste stolpe headede indlægget ind fra Dajan Hashemi.
I det 19. minut udbyggede anfører Nanna Christiansen føringen til 2-0, da hun nemt kunne sparke bolden i kassen efter et indlæg fra Nea Lehtola.
Vi dominerede kampen og tillod ikke chancer imod vores mål, og i det 35. minut fik vi scoret til 3-0.
Nanna Christiansen fandt en fri Cecilie Buchberg, der sikkert sparkede den ind bag en chanceløs AGF-keeper.
Vi gik dermed fortjent til pause med stillingen 3-0.
I midten af anden halvleg fik Dajan Hashemi scoret til slutresultatet 4-0. Et chip ind i feltet fandt en fri Hashemi, der helflugtede kuglen ind bag AGF-keeperen.
Med dagens sejr er vi fortsat to point efter FC Nordsjælland med to runder igen.
I næste uge er der landsholdspause, og vi skal derfor først i aktion igen lørdag 8. juni kl. 15:00 når vi på udebane møder Fortuna Hjørring.
Sidste runde kan potentielt blive en direkte guldduel når vi på Bane 2 møder FC Nordsjælland.
Kampen spilles lørdag 15. juni kl. 14:00, og der kan købes billet her.
Sæsonkortholdere og billetabonnenter til Brøndby Stadion har fri adgang til kampen.