Nederlag til HB Køge
11.05.2024 14:14
Lørdag eftermiddag mødte vi HB Køge på Capelli Sport Stadion i Slutspillets fjerdesidste kamp.
Vi måtte desværre rejse tomhændet hjem fra Køge, da vi tabte 2-0.
Første halvleg foregik på hjemmeholdets præmisser, hvor vi havde svært ved at sætte spillet på deres banehalvdel.
Efter et lille kvarters spil leverede vores tyske keeper Ann-Kathrin Dilfer en flot redning.
I det 29. minut fik vi en omstilling, hvor Nanna Christiansen fik spillet Cecilie Buchberg i dybden. Afslutningen endte desværre forbi hjemmeholdets mål.
Få minutter senere fik hjemmeholdet bragt sig i front, da amerikanske Olivia Garcia sendte et langskud over i det lange hjørne.
Ikke længe efter var HB Køge tæt på at udbygge føringen på et hjørnespark, men Nea Lehtola fik reddet bolden på stregen.
Hjemmeholdet fik scoret til 2-0 i det 39. minut, da Daisy Cleverly var først over et indlæg.
I anden halvleg havde Cheftræner Per Nielsen skiftet tre spillere samt skiftet formation.
Det betød at vi fik skubbet holdet længere frem.
Efter en times spil var forsvarsspiller Julie Madsen trukket langt frem i banen, og fik sendte et flot langskud mod mål.
Hjemmeholdets keeper Alberte Vingum fik akkurat prikket den over mål.
Vi pressede yderligere på, og i det 78. minut sendte Linnéa Borbye et indlæg afsted fra siden af feltet. Bolden fik en afretning og ramte derefter overliggeren på HB Køge-målet.
Få minutter senere var det Madsens forsvarskollega Julie Tavlo, som trak frem i banen. Hun fik sendt en hård men flad afslutning mod det fjerne hjørne som hjemmeholdets keeper fik skubbet forbi stolpen.
Næste opgave er på fredag 17. maj kl. 18:30, når vi får besøg af AGF på Bane 2 i Brøndby.
Her venter returopgøret i pokalsemifinalen, hvor vi skal ud og jagte en sejr, da vi tabte det første opgør med 2-1. Der kan købes billet til opgøret her.
Der er fri adgang for sæsonkortholdere og billetabonnementer.