Brøndby IF henter norske Celine Nergård

18.01.2024 15:30

Norske Celine Nergård skifter til Brøndby IF på en 2-årig aftale, så aftalen løber frem til udgangen af 2025.
Den 24-årige offensivspiller kommer til klubben fra Rosenborg BK.

Siden 2020 har offensivspilleren tørnet ud for Rosenborg BK, hvor hun har været med til at vinde pokalturneringen i 2023 samt sølv i ligaen i alle fire år.

Sportschef Claus Jensen glæder sig over, at kunne tilføje den tekniske offensivspiller til truppen.

- Vi er utrolig glade for, at vi kunne blive enige med Celine om en aftale. Hun er en teknisk og hurtig angriber, som kan dække flere af pladserne i offensiven. Vi er sikre på at vi nok skal få stor gavn af Celines offensive kvaliteter, og at vi i vores miljø kan være med til at udvikle Celine yderligere.

Selv fortæller hovedpersonen om skiftet til Vestegnen.

- Brøndby IF virker som en rigtig god klub, og som det rigtige skridt i min karriere. At de kæmper med om guldet i både pokalen og ligaen syntes jeg er utroligt attraktivt, og jeg glæder mig til at komme i gang.

Celine Nergård får trøjenummer 23, og har mulighed for at trække Brøndby-trøjen over hovedet på lørdag kl. 15:30, når vi møder FC Rosengårds akademi-hold på Bane 2.