Tanja Myrseth er ny tilføjelse til kvindeholdet

02.08.2024 07:58

Brøndby IF henter norske Tanja Myrseth, der kommer til Vestegnen fra norske Lyn Fotball på en to-årig aftale.

Den 27-årige forsvarsspiller har spillet i den bedste norske liga hele sin fodboldkarriere, hvor hun har tørnet ud for Rosenborg, Kolbotn, Arna-Bjørnar og senest Lyn Fotball.

Head of Women's Football Kim André Pedersen fortæller om tilgangen af Tanja Myrseth.

- Vi er utrolig glade for at vi kunne lande en aftale med Tanja. Hun kommer med en erfaring, og det skal vi gøre brug af. Hun er en spiller, der er rolig med bolden, og har sine forcer i den offensive del af spillet, hvor hun kan bidrage med gode indlæg og i kombinationsspillet. Vi er sikre på at hun vil passe godt ind i truppen, og at vi kan lære en masse af hendes professionelle tilgang.

Selv fortæller Tanja Myrseth om skiftet.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, og begynde min rejse i Brøndby IF. Jeg ved at det er en klub med en stor historie og flotte bedrifter, som jeg forhåbentlig kan bidrage til.

Tanja Myrseth får trøjenummer 3, og kan få sin uofficielle debut i morgen når vi møder svenske Trelleborgs FF i opstartens sidste test. Kickoff er kl. 13:00 på Bane 2 og der er fri entré.