Joh Foto

Sejr over Trelleborgs FF i sidste test

03.08.2024 11:18

Lørdag eftermiddag mødte vi svenske Trelleborgs FF, der spiller i den bedste svenske liga. 
Vi vandt kampen med 3-0, som var vores sidste træningskamp før Gjensidige Kvindeligaen sparkes i gang næste weekend.

Vi dominerede spillet i størstedelen af kampen og gæsterne kom kun frem til få muligheder.

Efter et lille kvarters spil fik vi tilspillet os en fin mulighed til Celine Nergård men afslutning gik over mål.

Norske Nergård var tæt på igen efter en halv times spil, da Hafrún Halldórsdóttir sendte et fladt indlæg i boksen. Afslutningen gik snært over mål efter efter en afretning fra en forsvarsspiller.

Efter en halv times spil fik Cecilie Buchberg erobret bolden på kanten af gæsternes felt, og efter et par berøringer fik hun afsluttet fladt i det korte hjørne til 1-0.

Blot syv minutter senere fik højre back Frederikke Bruun udbygget føringen til 2-0, da hun var hurtigst over en løs bold i feltet, og let kunne prikke den det sidste over stregen.

I anden halvleg fik vi tilspillet os en lang række muligheder, som vi med lidt mere skarphed kunne have scoret på.

I det 58. minut tog Kamilla Karlsen chancen fra kanten af feltet, og det var en god ide. Gæsternes keeper kunne kun stå og se til, da langskuddet gik ind via overliggeren i det korte hjørne til slutresultatet 3-0.

Søndag 11. august er der point på spil når første runde i Gjensidige Kvindeligaen venter.
Her møder vi Fortuna Hjørring på Bane 2 i Brøndby kl. 12:30.
Der er fri adgang for sæsonkortholdere og billetabonnenter, og der kan købes billet her.