Mie Leth Jans vender hjem
10.08.2024 11:03
Brøndby IF henter Mie Leth Jans på en fri transfer, der dermed vender tilbage til Vestegnen på en et-årig aftale.
Den 30-årige forsvarsspiller vender hjem til Brøndby IF, hvor spillede i perioden fra 2014-2017. Her blev det til 86 officielle kampe, og 10 mål i den gule trøje.
Mie kommer ind med en stor erfaring, da hun på CV'et har klubberne Manchester City, FC Rosengård, Vittsjö GIK, Perth Glory og senest HB Køge.
Den rutinerede forsvarsspiller var en del af det danske landshold der i 2017 fik sølv til EM, og står noteret for 26 A-landskampe.
Head of Women's Football Kim André Pedersen fortæller om tilgangen af Mie Leth Jans.
Mie kan bidrage med en masse erfaring, og er en stærk karakter. Vi har haft en god dialog igennem forløbet, hvor hun har ønsket at være en del af det projekt vi har startet op i Brøndby denne sommer.
Hun er en stærk spiller med gode reflektioner, hvor hun med sin tilgang til spillet kan være med til at bidrage positivt til miljøet. Hendes egenskaber med bolden og blik for spillet er et af de bedste i ligaen, og med muligheden for at kunne dække flere positioner er virkelig glade for at vi kunne blive enige.
Hovedpersonen fortæller selv om skiftet:
Jeg er utrolig glad for skiftet, og det er også en smule nostalgisk at være tilbage i klubben, hvor jeg har haft nogle af mine allerstørste oplevelser som fodboldspiller.
Alle på og omkring holdet har taget godt i mod mig, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med sæsonen og lære mine holdkammerater endnu bedre at kende.
Mie Leth Jans får trøjenummer 20, og kan allerede komme i kamp i morgen når vi møder Fortuna Hjørring på Bane 2.
Der kan købes billet til kampen her.
Sæsonkort, billetabonnenter og medlemmer af Brøndby Junior har fri adgang til alle kampe i Gjensidige Kvindeliga.