Per Nielsen optimistisk inden Champions League-brag
06.09.2023 09:59
I eftermiddag kl. 14:00 skal vores kvindehold i aktion, når det gælder den indledende runde af Champions League-kvalifikationen.
En kamp som du kan streame direkte inde på Brøndby TV+.
På Vålerenga Stadion i Oslo møder vores kvinder skotske Celtic FC, der sluttede forrige sæson på andenpladsen i deres hjemlige liga.
Vores kvindehold er fløjet til Norges hovedstad med to sejre i bagagen, hvilket indgyder optimisme i truppen, mener cheftræner Per Nielsen.
- De her to sejre har givet os noget selvtillid og noget tro på, at de ting, som vi render og arbejder med på træningsbanen, de fungerer. Det skal vi forsøge at få ud på banen til kampen mod Celtic FC.
På nær Nanna Christiansen og Beatrice Persson, der begge døjer med skader, melder Per Nielsen om en ellers intakt trup til onsdagens Champions League-brag.
En trup, som ifølge cheftræneren har forberedt sig på næsten samme måde, som de gør inden alle andre ligakampe.
- Forberedelsen har ikke været særligt meget anderledes. Vi har dog set lidt mere video i og med, at det er et hold, vi ikke møder hver uge, som i vores hjemlige liga.
- Det er et supergodt hold. De, der tror, vi kommer til at slå dem med bind for øjnene, de kan godt tro om igen. De er ret dygtige, og den skotske liga er ikke så ringe, så det er et meget stærkt hold, vi skal op imod. Så det kræver, at vi selv er meget vakse og forsøger at udnytte de svagheder, de trods alt også har.
På trods af respekten for det skotske storhold, så er Per Nielsen optimistisk forud for opgøret.
- Vi skal prøve at se, om vi kan tage initiativet i kampen og komme ind og tage fat i bolden. Hvis vi kan spille det spil, som vi spiller i den hjemlige turnering, så tror jeg, vi har gode muligheder, slutter cheftræneren.
Kampstart er kl. 14:00, og du kan streame kampen inde på Brøndby TV+.
Få adgang til Brøndby TV+
Hvis man ikke er sæsonkortholder eller billetabonnent, som automatisk har gratis adgang, men blot ønsker at købe et abonnement til Brøndby TV+, kan man gøre det for kun 49 kr./md.